Telefonsamtale

Mig: Hej skat

Manden: Hej

Mig: Hvad så?

Manden: Er du hjemme? Er du det resten af dagen?

Mig: Ja, jeg tror jeg bliver hjemme og arbejder for at komme af med den her forkølelse

Manden: Kan du tage hende i aften?

Mig: Ja, men husk at din gamle kollega kommer kl. 21, så jeg kan hjælpe hende med at lave automatisk indholdsfortegnelse i Word

Manden: Ja, jeg skal bare lige hjælpe ven med at flytte en seng inden da

Mig: Det er helt ok. Hvordan gik det hos fysioterapeuten? (knæet gør jo ondt for tiden)

Manden: Jeg gik ikke. Jeg kunne ikke overskue det

Mig. *famler efter telefonen, som jeg taber i bar forbavselse* Du ved godt du stadig skal betale ikke?

Mande: Jo, men hvorfor skal jeg stå der og få at vide at jeg bare skal lave flere øvelser. Dem laver jeg bare derhjemme.

Mig: Ja jo men

Manden: Jeg gider ikke gå der mere. Tror det er slut nu

Mig: Okay. Du tager stadig ud til gruppesamtale ikke?

Manden: Det skal jeg nok

Mig: (hmm, det vælger jeg så at stole på!) Ok, vi ses senere

Manden: hej hej

Hvis han så lavede sine forpulede øvelser... Ej, nu er jeg ikke fair. Han står på sin balancebold i 4 minutter hver dag. Som nok er lige lidt mindre end han burde....

Men sådan er det med en depression. Så bliver man ligeglad.

Og sådan er det når man er pårørende. Så bliver man opgivende og tænker mest over de ligegyldige penge der - igen - er brugt og spildt. Det er ikke skide charmerende af mig. Det ved jeg. Især fordi det er mig der tjener 0 kr. hjem til husholdningen for tiden. Men det er stadig mig der er på netbank og prøver at holde styr på de sidste kroner og ører der er.

Depression - ligeglad. Pårørende - frustreret og opgivende.

Depressionen gør at man ikke har lyst. Til noget. Med raske folk der skal genfinde lyst arbejder man med motivation og mål. Med depressive arbejder man med at handle for at få vendt de ligeglade negative tanker og få lysten tilbage gennem gentagne gange at gøre forskellige handlinger (det kan være: købe ind, børste tænder, stå op, gå en tur etc.). På denne måde arbejder man med at vende de negative automatiske tanker. Det her er kognitiv terapi.

Manden er bare ligeglad.

Stilhed travlhed stilhed

Jeg har travlt. Som I rigtigt travlt. Som i så travlt, at jeg ikke må fortælle manden om det. Specialet skal afleveres om under to måneder. Og I min verden (den åh så højtflyvende akademiske en) er det KORT tid. Så der knokles.

Det gør, at mine dage består af (ja dage, weekend er inddraget og blevet til helt almindelige dage):

Vågne og op med barnet

Morgenmad og gøre barn klar - nu sammen med manden 4 ud af 7 dage... Det er så fedt (står kun for 65% af ting om morgenen!!!) Kræver vist en :)

Sidde på kontoret i 10 timer

Hjem og kysse sovende barn

Sove

Manden er jo startet arbejde. Og får fri (i den anden ende af byen) 30 minutter efter at vuggestuen lukker. Så jeg er in charge. Manden henter om mandagen (kan han nå efter gruppebehandling på hospitalet). Jeg henter to gange om ugen (maks. stressende), mormoren henter en gang om ugen, og forskellige veninder henter en gang om ugen. Og barnet - hun vågner om natten... Men er glad og tilfreds. Og det er kun i en periode. Om halvanden måned er alt bedre... (når sådan og sådan er et mantra når man er pårørende - nu er mit speciale også med til at forstærke det).

Manden - han synes selvfølgelig det er en dårlig ide, at der er så mange forskellige, der henter hende. Noget han fortalt mig om efter, at vi havde aftalt at gøre det OG jeg havde fået dækket august og september if. hentning. Man han har ikke en bedre ide. Mig - jeg bed mig selv meget hårdt i tungen for ikke at påpege, at det var ham, der havde søgt og sagt ja til et job, der gør at jeg har ansvaret for at hente hende HVER DAG! (kære fremtidig arbejdsgiver - please giv mig et job. Jeg går bare tidligt - hver dag - og har en depressiv mand...)

De gode nyheder: Vi har lige haft 1,5 rigtig god uge. Fyldt med kys, nus, sex, massage, hygge, grin. Ting der har fået mig til at tro på, at vi nok skal forelske os i hinanden igen. Ting der har fået mig til at tro, at vi nok skal elske hinanden igen. Så pludselig vendte det hele. Og fredag gik han ned igen. Men da vi var til kæmpe familiefest i det jyske (hans) blev det jo skjult, og han var den gode søn, der hjalp med at rydde op osv. Så min fest gik ud på at rende rundt efter ungen. Og han er ikke på toppen igen. Her til morgen var det jo alt for irriterende, at barnet ikke bare ville have sin nye cykelhjelm på. Så er det godt at moren kan tage over. Og spise en hel pakke toffiefee det øjeblik de er ude af døren. Føj. Må lære ikke at spise, når jeg er vred... Jeg ser tegn på den han var, inden han gik ned lige for tiden. Er bange for, at han tror han er rask, men at han bare er der, hvor han var før - uden alt det positive.

Det blev et indlæg i øst og vest. Tilgiv mig. Men jeg er inde i min helt egen specialebobel, hvor der ikke er plads til depressive mænd (der ikke kan overskue barnet fordi de er ude til kl. 01.30 og se fodbold og som bliver i dårligt humør af at jeg har travlt (selv om jeg er glad imens...)) eller den store selvudvikling. Som jeg jo åbenbart er i gang med.

Om halvanden måned....

Jeg ved, at I er der

Denne her blog er blevet mere et sted, hvor jeg viser, hvad der foregår inde i mit hoved end rundt omkring mig. Og det passer mig egentlig godt. Der er masser, som har prøvet at forklare mig, hvad der foregår inde i hovedet på en med en depression (ud fra deres egen erfaring med det). Og en enkelt som har prøvet at være pårørende. Og nu er på den anden side. Men ikke sammen med den person længere. Det kunne jeg heller ikke bruge til noget.

Gode råd har jeg fået en milliard af. Jeg har ikke kunne bruge dem til noget.

Så hvad er mit gode råd til jer, der læser med og sidder i samme situation? Få hjælp tidligere end jeg gjorde fra en professionel. Sig fra. Og lad være med at lytte til alle de gode (velmenende) råd, I får.

Lyt i stedet for til den syge. Hvis personen siger noget, er det fordi det er vigtigt. Tro på dem. Hvor svært det end kan være. Og hvor forkert det end kan virke. For ofte vil det virke forkert. Hjælp dem. Hvis de vil flygte, så hold på dem. Hvis de vil dø, så hold om dem. Hvis de vil forsvinde, så hold om dem. Hvis de vil gemme sig, så hold på dem. Men det er hårdt. Hårdt. Men siger de at de har hørt en fugl synge. Så kys dem. Har de set et egern. Så syng. Og dans. Men det er hårdt. Hårdt.

Og lyt til dit hjerte og din mave. Lær at lytte til din egen mave og dit eget hjerte.

For ikke lang tid siden sad jeg og rådgav en kvinde der er 10 år ældre end mig. Mit bedste råd? Lad være med at gå ind i og hjælp, hvis du ikke har overskuddet og ikke er klar til at stå ved hele vejen. Sig hellere fra. Start processen op, men sig fra helt fra begyndelsen af.

Sidder I nogen derude og er pårørende? Eller psykisk sårbare?

Nyt arbejde

Forvirret weekend.

Men nu starter han nyt arbejde i dag. Håbet er, at den rutine og det indhold, det vil give ham, vil skubbe ham i den rigtige retning. Og han startede gruppeterapi på hospitalet i går. Som en del af de udvidede patientrettigheder for psykisk syge (kan stadig ikke forholde mig til det ord). Det var bare en introduktionsgang. Men han har allerede fortalt, at han oplever, at vi lever parallele liv. Ja, det gør vi. Og at det er en god ting, For han har brug for plads. I hans proces for at samle sig sammen igen. Vi passer på hinanden i det, at vi adskiller os.

Jeg har mest brug for at han tromler ind over mig. Og ser mig. Vi elskede i nat. Elskede. Og det var rart. For første gang i flere måneder var det rart. og kærligt. Og ikke en pligt.

Min fejl - mit ansvar

Min kæreste elskede

Der var en gang, hvor det hele var noget andet. Jeg var lykkelig. Jeg troede, vi var lykkelige. Det var et andet liv. En anden historie.

Jeg har fundet ud af det der med at være mor. Jeg er faktisk ret god til det. Jeg var rigtig god til at være kone. En gang. Jeg var ikke så god til at være gravid og kæreste. Jeg var god til at være kone til ham med depressionen. Og drage omsorg.

Lige nu er jeg ikke god. Til noget som helst. Jeg ødelægger det kun lige nu. Jeg lavede en stor fejl. Kæmpe. 10 kys. Og du synes, det er okay. At alt er fint. Og det gør kun mere ondt. Jeg har altid efterspurgt lidt mere følelse. Lidt mere reaktion. Jeg har det fint, siger du. Men det har jeg ikke.

Du har taget min bedste ven fra mig. Min elskede. Min elsker. Og jeg lod det ske. Jeg tager det fulde ansvar. For alle mine fejl. Jeg er ikke et offer i alt det her. Men lige nu er jeg ødelagt. Jeg er revet itu.

Du er i gang med at genopbygge dig selv. Det skal jeg også.

Jeg er bange for, om vi nogensinde vil blive forelsket igen. Jeg har brugt de sidste 4,5 år på at være forelsket i dig. Hver dag. Nu er ingen af os forelsket i hinanden mere. 10 kys. Jeg vil have dig. Og 10.000 kys. Men du bliver nødt til at se mig. Og ville mig.

Jeg håber, at en af brikkerne i dit puslespil vil have mine øjne på. Og jeg håber, at jeg vil forelske mig i den du bliver. Lige nu ved ingen af os, hvem du ender med at være. Du ved dog, at du ender med at være dig. Jeg ved ikke, hvem du ender med at være. Jeg håber bare, at du bliver en jeg vil kunne elske. Være forelsket i.

Vi havde 2 års bryllupsdag i går…

Om at ville elske

Jeg vil virkelig gerne se på ham, som jeg gjorde til vores bryllup. Jo jo, der havde han lige været nede med stres, men det var jo ved at være overstået. Og det ville ikke komme igen. Det gjorde det så heller ikke. Hmm… Jeg vil så gerne elske ham igen, som jeg gjorde dengang (for kun to år siden. Det er et helt liv siden. Det var før baby og depression. En helt anden virkelighed). Jeg vil så gerne føle det igen. Frem for denne her tomhed og fremmedhed jeg føler. Men det skal nok komme igen! Det lover jeg. For sådan er det!

Vores bryllupslavendelbuske, som jeg plantede uden for vores sommerhus, står i blomst. Hvis de kan overleve, kan vi også!

Den nærmeste fremtid

Det er meget vildt. Vi snakker faktisk om noget, der er en måned væk. Eller. Vi startede med at snakke om det da der var en måned til. Nu er det snart. skræmmende snart. 

Jeg ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det. Snakket om noget der er ude i fremtiden. Altså, ude i fremtiden. Men det er vi tvunget til. Han starter arbejde d. 1. august. Inden for hans felt, men ikke på lederplan. Og det er kun 26 timer om ugen. Og de har startet med at give ham fri hver mandag i 3 måneder, så han kan følge hans behandling. Jeg er bange. Bange for om han kan klare det (nok mest for hvordan han klarer det). Jeg er håbefuld og optimistisk. For det her kan hjælpe ham. Han er et fagligt og arbejdsomt menneske. Det her kan hjælpe ham. Eller knække ham.

Jeg ved, det bliver godt. Min søster har lige lært mig, at der i ordet håber ligger en skjult negativitet. For hvis man kun håber, så åbner man for muligheden, for at det kan gå galt. Så det bliver godt. Og vil hjælpe ham videre.

(hende der har oplevet tillidsbrud på tillidsbrud af depressionen/stressen/ludomanien er lukket uden for døren – men hun råber bare enormt højt og overdøver engang imellem min meget sikre tiltro til den nærmeste fremtid).

Heldigvis starter han job samtidigt med, at han starter op ude på hospitalet efter en sommerferiepause. 12 x gruppesamtaler og alt muligt andet. Det bliver godt. (Han har jo ikke tænkt sig at gøre noget. Han gider ikke være rask). Og han vil blive gladere og få overskud og vi vil se en ende på medicinen og sygdommen.

(Yeah right – du er fucking naiv). Jeg ved det!