søndag den 22. maj 2011

Fokus på mig


Fik lov til at sove nogenlunde længe. Hvilket var nødvendigt efter en nat med en times babypjevs. Det plejede at være ham der tog nætterne. Ham der var på barsel. Nu er jeg ikke på barsel og jeg tager nætterne. Men det er okay. Ikke noget et tæppe på gulvet, en pude og en hånd gennem tremmerne ikke kunne klare (hvad gør man ikke for at sikre at barnet vil sove i sin egen seng). Da vi vågnede i morges slog tanken mig: Nu ville han tage hende op, så jeg kunne sove længe efter at have været oppe med hende i nat. Men nej. Som potentiel ene og alene mor er det mig, der tager hende om natten og om morgenen. Det er måske selvklart for andre. Men jeg har kun potentiel set været alenemor i 4 dage nu. Så alt er nyt for mig. Det er nye tanker der rammer mig i samværet med lækkertøsen. Efter en formiddag i går sammen med hans forældre, der ikke bor i København, indkøb og en tur forbi biblioteket var jeg klar til at slappe lidt af. Men nej, der er sjovt nok ikke nogen, der venter derhjemme og tager hende. Som har savnet hende og derfor synes det er fantastisk, at være sammen med hende og lade moren få en lur. Men det blev nogenlunde fikset ved at lade lækkertøsen hive alle bøgerne ud af bogreolen, mens jeg stenede serier på sofaen.

Han ringede i går aftes. Og ville snakke. Men vi havde ikke noget at snakke om. Lige pludselig kunne jeg mærke en vrede, jeg ikke har mærket før. ”Jeg er træt – og du vil bare snakke. Så snak! For jeg har ikke meget at fortælle. Jeg har været sammen med DIN familie i dag. Og det er meningen at jeg skal gøre noget for mig selv”. Han tager til sin jobsamtale i næste uge og håber at få jobbet. Men han regner ikke med at flytte hjem. Hvilket er det rigtige. Men fuck hvor er det også nedern. Men de nærmere omstændigheder omkring noget som helst kender ingen af os. Fuck!

Lige nu er han hjemme hos sin bror sammen med hele familien. Jeg var da velkommen. Var det ikke for regnen og den der stemme, der råbers – i dag er kun for dig – havde jeg stormet derud. Og egentlig er det mest på grund af regnen. Jeg kom endda til at gå så langt som til at foreslå, at vi alle kunne være her. Fordi det er at tænke på mig selv. Det er at finde mig selv. Christ. 

Nå – jeg prøver. Igen. Ved ikke om han kommer forbi senere i dag. Men om lidt skal lækkertøsen ud i klapvognen, og jeg skal have kaffe og forbi en grønner og købe krydderier og lækre grønsager. For jeg gider ikke spise ostemad eller A38 til aftensmad igen i aften. Næ nej, dahl er planen!

ps. Har givet ungen strithår – endelig kan hun få mohawk
pps. Har en unge der trisser rundt og siger hej hele tiden
ppps. Skal have planlagt én spændende ting for mig selv i næste uge

lørdag den 21. maj 2011

Første dag i resten af ... eller how to mend a confused heart


August 2009. JA. ”Jeg tager dig af hele mit hjerte”. Solen skinnede, og vi var alle glade. Festen varede til fuglene sang og solen stod højt på himlen. Dagene efter var en rus af velkendt nyforelskelse. Månederne efter stod i solen, cafeernes, festerne, demonstrationernes og øllenes tegn. Livet var godt. Så en dag fik jeg en fornemmelse. Og den voksede i inden i mig. 4 graviditetsprøver senere troede jeg på det. Endelig skulle jeg give min mand det, han havde ønsket sig så brændende. Og det som jeg det sidste år havde erkendt, jeg ikke kunne leve uden. Givet, graviditeten var først sjov til aller sidst og fødslen – nå ja, det er vel aldrig sjovt. Men pludselig lå hun der på min mave og skreg i vildens sky. Jeg viste mig instinktivt som løvemor, og han vidste, at han nu var i stand til at dræbe, hvis nogen truede dette lille sorthårede vidunder, vi havde skabt. Og alt var lykke. 

Så kom december. Min barsel var ved at være slut, og hans skulle starte. Ja, vi er noget så moderne her i hjemmet, at vi deler næsten lige over – men også kun næsten. Det eneste problem var, at de sorte tunge skyer var på vej ind over vores liv igen. Og  denne gang ramte de hårdere end nogen sinde før. Efter tre uger i sengen var det hans tur til barsel. Så han mandede sig op – for der var et andet liv at tage ansvar for. Et liv som ikke bare kunne gå ud af døren og hen på specialekontoret. Jeg slæbte mig af sted hver dag, men hovedet blev de fleste dage derhjemme. For jeg vidste, at han ikke havde det godt. Lægen testede og endelig kom dommen/diagnosen. Svær depression. Åh, hvor befriende endelig at sætte ord på det der noget, der havde været en sten i skoen igennem hele vores forhold. Alt det forkerte fik en kasse at komme ned i. Men det gjorde det ikke nemmere. Psykologer blev hidkaldt og medicin afprøvet. Men intet hjalp. As we speak er han indlagt og snakker kun nødtørftigt med mig. Hmm. Og han regner ikke med at komme hjem igen lige foreløbigt. Om han mener han skal blive på hospitalet (det er simpelthen så tabuagtigt at sige højt: Min mand er indlagt – han er syg) eller om han vil gå ud af landevejen indtil han finder enden af regnbuen og et svar, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det liv, der blev skabt en sommerdag i august for små to år siden, er ved at falde fra hinanden. Og rådet alle giver mig: "Nu skal du fokusere på dig selv. Nu skal det handle om dig". Så:

Hej, jeg hedder (indsæt valgfrit navn på fire bogstaver her). Jeg er 28, specialeskrivende og potentiel alenemor. Hmm...

ps. jeg har ikke tudet i to dage nu
pps. Jeg har kun haft lyst til at tude 3 gange i dag
ppps. Jeg storforbruger mit barns duft for tiden. Det er som om, at den holder mig lidt sammen 
pppps. Vi må se