Første dag i resten af ... eller how to mend a confused heart

August 2009. JA. ”Jeg tager dig af hele mit hjerte”. Solen skinnede, og vi var alle glade. Festen varede til fuglene sang og solen stod højt på himlen. Dagene efter var en rus af velkendt nyforelskelse. Månederne efter stod i solen, cafeernes, festerne, demonstrationernes og øllenes tegn. Livet var godt. Så en dag fik jeg en fornemmelse. Og den voksede i inden i mig. 4 graviditetsprøver senere troede jeg på det. Endelig skulle jeg give min mand det, han havde ønsket sig så brændende. Og det som jeg det sidste år havde erkendt, jeg ikke kunne leve uden. Givet, graviditeten var først sjov til aller sidst og fødslen – nå ja, det er vel aldrig sjovt. Men pludselig lå hun der på min mave og skreg i vildens sky. Jeg viste mig instinktivt som løvemor, og han vidste, at han nu var i stand til at dræbe, hvis nogen truede dette lille sorthårede vidunder, vi havde skabt. Og alt var lykke. 

Så kom december. Min barsel var ved at være slut, og hans skulle starte. Ja, vi er noget så moderne her i hjemmet, at vi deler næsten lige over – men også kun næsten. Det eneste problem var, at de sorte tunge skyer var på vej ind over vores liv igen. Og  denne gang ramte de hårdere end nogen sinde før. Efter tre uger i sengen var det hans tur til barsel. Så han mandede sig op – for der var et andet liv at tage ansvar for. Et liv som ikke bare kunne gå ud af døren og hen på specialekontoret. Jeg slæbte mig af sted hver dag, men hovedet blev de fleste dage derhjemme. For jeg vidste, at han ikke havde det godt. Lægen testede og endelig kom dommen/diagnosen. Svær depression. Åh, hvor befriende endelig at sætte ord på det der noget, der havde været en sten i skoen igennem hele vores forhold. Alt det forkerte fik en kasse at komme ned i. Men det gjorde det ikke nemmere. Psykologer blev hidkaldt og medicin afprøvet. Men intet hjalp. As we speak er han indlagt og snakker kun nødtørftigt med mig. Hmm. Og han regner ikke med at komme hjem igen lige foreløbigt. Om han mener han skal blive på hospitalet (det er simpelthen så tabuagtigt at sige højt: Min mand er indlagt – han er syg) eller om han vil gå ud af landevejen indtil han finder enden af regnbuen og et svar, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det liv, der blev skabt en sommerdag i august for små to år siden, er ved at falde fra hinanden. Og rådet alle giver mig: "Nu skal du fokusere på dig selv. Nu skal det handle om dig". Så:

Hej, jeg hedder (indsæt valgfrit navn på fire bogstaver her). Jeg er 28, specialeskrivende og potentiel alenemor. Hmm...

ps. jeg har ikke tudet i to dage nu

pps. Jeg har kun haft lyst til at tude 3 gange i dag

ppps. Jeg storforbruger mit barns duft for tiden. Det er som om, at den holder mig lidt sammen 

pppps. Vi må se