første skridt på vejen

Jeg er ved at miste det overskud, jeg har været i stand til at mobilisere indtil videre. Det er ved at være sluppet helt op. Hvorfor det pludselig skete, ved jeg ikke. Men jeg er træt af denne her situation. Manden mener, at hvis vi vælger at bor hver for sig, så er det første skridt på vejen mod skilsmisse. Jeg ser det som første skridt på vejen til at jeg kan samle kræfter. Men når han har den holdning, kan jeg ikke få mig selv til at bede ham om at gå. Selvom det dræber os. Så mit behov, for at vi skal blive sammen, kan måske i sidste ende være det, der skiller os ad. Og jeg kan ikke bare tage et sted hen. Barnet er en faktor.

Han vil ikke have mere og yderligere hjælp. Han psykolog på hospitalet mente også, at det var ok. At manden kunne se de næste omkring to måneder som en lille ferie.

Nemt nok at kalde vores liv for tiden for en ferie.

Jeg har to måneder tilbage af mit speciale. Vi er ved at være rigtigt pressede. Jeg har aldrig fri. Det stopper aldrig.

Men jeg elsker ham jo for fanden. Så højt. Og jeg har sagt ja. Til hele pakken.

Nogen gode råd? Gerne et der virker...

Forbudte tanker

Jeg tager barnet og løber

Hvis jeg nu kysser med en anden mand, så går han sin vej

Jeg tager barnet og løber

Jeg hader ham

Jeg synes ikke at det her er fair. Det er mit liv der bliver ødelagt

Hvorfor tager han sig ikke bare sammen?

Hvordan kan han være så dum?

Jeg tager barnet og løber

Jeg er fuldstændig uden part i hans sygdom og i at han bliver rask

Jeg tager barnet og løber

Alting ændrer sig meget hurtigt - snak i går

Det gik rimelig galt over weekenden. Efter en god pårørende samtale på hospitalet torsdag, (som vi dog efterfølgende blev enige om var ret falsk og fyldt med masker og facader), og hyggelig kærestefrokost efterfølgende, gik det galt. Fredag er jeg til psykolog og kommer ud derfra til en telefonsvarerbesked, der lyder: "Hej skat, mig og ungen er på vej til Fredensborg til grill og hygge. Du er velkommen efter dit meditationskursus”. Jeg takker pænt nej tak, da jeg ville være fremme kl. 21, og egentlig bare havde lyst til at være sammen med manden – noget vi ikke rigtig har været i de sidste to uger. Jeg havde glædet mig til hyggelig middag og nulren på sofaen efter bebsen var lagt. Og så skulle vi sove sammen. I vores seng. Jeg ved ikke, hvor jeg havde den romantiske (og naive) tanke fra. I løbet af de sidste to uger har han kun sovet nede i sengen mindre end hver tredje dag. Ellers falder han i søvn på sofaen kl. 03 om natten. Og "glemmer" derfor at komme ned. Eller også så kommer han hjem mellem 00 og 02 om natten efter at have været sammen med venner, og vil så ikke vække mig.

"Nej – du vil bare ikke ligge tæt sammen med mig. Du afviser mig! Du laver aftaler lige så snart det lugter af, at vi har en aften hjemme sammen. Og du vidste godt, at jeg ikke vil bruge en time i toget på at komme op til dig. Du trækker dig væk. Jeg ved ikke, hvor du er, eller hvordan du har det"

Lørdag er vi begge trætte, fordi vi ikke har sovet nok om natten. Han faldt i søvn (på sofaen) kl. 04, og jeg havde ventet oppe på at de skulle komme hjem fra Fredensborg. Min fejl åbenbart. Jeg går i seng kl. 01 og han skulle bare lige… Og med en baby der vågner kl. 06. Ja.

Så lørdag er min lunte kort. Jeg er ikke blevet holdt om, kysset eller kærtegnet i alt for lang tid. Så skænderiet ligger og lurer, og vi springer også i luften. Efter en masse frem og tilbage, hvor vi begge er galt på den og vrede (og han får bedt mig om at holde kæft og kaldt mig en luder – that’s a first), prøver han tre gange at komme mig i møde. Men luderkommentaren er bare ikke sådan lige at slippe… Men jeg bider til sidst det hele i mig og siger undskyld og sætter mig hen til ham. Derefter går han af sted med barnet og vil først komme tilbage senere – efter at jeg er gået. Han har ikke sin mobil med sig, da den var løbet tør for strøm. Jeg tager til middag og fest om aftenen – og hører først fra ham kl. 23. På det tidspunkt er jeg så opgivende, at jeg mest af alt har lyst til at tage hjem og hente barnet og tage ud til mine forældre.

Vi snakker lidt sammen i telefonen, og jeg siger, at jeg har brug for at snakke sammen om søndagen. For det holder bare ikke lige nu. Jeg føler mig afvist, og jeg føler ikke at han arbejder med sin depression (sidste efter råd fra psykolog, men det var nok ikke meningen, at det skulle komme efter skænderi og over telefonen efter lidt for meget champagne).

Søndag morgen får vi snakket. Og jeg får grædt og snøftet. Pludselig snakker vi om det igen. Om vi skal gå fra hinanden. Og vi snakker seriøst om det. Han mener, at vi enten bliver sammen eller går fra hinanden. Ikke noget med at være kærester på deltid denne her gang. Jeg hælder mere til deltidsløsningen. Jeg får sagt, grædt og skreget, at han ikke arbejder nok for at blive rask. Han synes at det ikke passer, og at han har det bedre, og at det går fremad. Men han gider ikke snakke med flere psykologer, terapeuter eller andre kloge mennesker. Nu må vi afvente, og se hvad han får tilbudt af pakkeforløb fra hospitalet. Men der kan gå op til 2 måneder, før han kan komme i gang med gruppeterapi. Noget som han på forhånd afskriver som ”ikke noget for ham”.

Problemet med denne her sygdom er, at den depressive ofte ikke har et reelt billede af sin sygdom. Og det passer så godt på manden. Han tror ikke, han er så syg, som han er. Som jeg kan se, han er. Samtidigt har jeg jo ikke den fjerneste ide om hvordan han egentlig har det. Vi er tilbage på at jeg bare får at vide at han har det fint. Det bliver ikke udspecificeret. Det bliver ikke uddybet.

I dag har han været til afsluttende samtale hos den psykolog der har fulgt ham fra indlæggelsen og indtil nu. Og efter den samtale er der ikke flere samtaler inden den gruppepakke han nok bliver tilbudt. Psykologen anbefalede ikke at tage drastiske beslutninger nu. Men manden fortalte ham selvfølgelig ikke om det lille angstanfald, han havde for to uger siden.

Hvor længe bliver man, når man er begyndt at blive bekymret for barnet? Alt det hun oplever? Hun higer efter sin fars opmærksomhed, men får den kun når han vælger hende til. Kun når han har overskuddet til det. Depression er ikke direkte arvelig. Men gennem en kombination af genetik og miljø er det. Så hun er vel efterhånden i risikogruppen. Forhøjet risiko for depression.

Fuck.

Og det er jeg sikkert også…

Og jeg er åbenbart også i risikogruppen for at blive alenemor.

Fuck.

Jeg er så træt af det her.


Og - hvad hvis det er mig, der er helt galt på den og overdramatiserer alting?


ps. Søndag efter en lang snak uden konklusioner tog vi til familiefødselsdag og havde det hyggeligt og dejligt. Manden spillede guitar og sang hele eftermiddagen. Så igen ser ingen det.
pps. Jeg lod være med at træne her til eftermiddag i den naive tro, at han ville tage til fodbold, mens jeg har barnet. Han ligger og sover lige nu.
ppps. Hvad jeg har lært af ovenstående: 1. Ved skænderier: Sig undskyld og bid det i dag. Få frustrationerne ud andet sted. 2. Jeg stoler ikke på det sygdomsbillede, han fortæller mig. Han har ikke realitetssans nok.

Glæde

Det hele er ikke bare surt og hårdt. Der er også alt det gode og det rare.

Vi elsker hinanden. Vi elsker vores liv, og vi elsker vores datter. Vi elsker tanken om en fremtid. Vi elsker vores fortid. Vi griner en gang i mellem (dog sjældnere end før), og vi elsker stadig med hianden.
Det er vigtigt at holde fast i de kæmpe store småting. Det er vigtigt at holde fast i glæden.

Og så ser jeg vores nuværende livssituation, som en lejlighed for at udvikle mig og vokse.

Den postive depressionsliste indtil videre:
1. Jeg er startet til et meditationskursus - og er rigtig glad for det
2. Jeg tvinger mig selv til at finde glæden og lykken inden i - og finder det uden problemer
3. Jeg værdsætter glæde og overskud meget mere
4. Jeg har lært en hvis forståelse for psykisk sårbare
5. Jeg ved, at jeg vil være sammen med min mand
6. Jeg skriver denne blog

Der er nok flere ting, så denne liste vil komme i et opdateret indlæg senere en dag.

Men depressionen er ikke kun negativ hele tiden. Den er altomfavnenden og knugende. Men man kan tage et valg. Og jeg har valgt at tage et aktivt valg om at vokse og udvikle. Bare en smule.

Jeg har været til psykolog eller pis...

Jeg var til psykolog i fredags. Jeg har været der fire gange nu. Det startede, fordi jeg var desperat, mens manden var indlagt. Jeg vidste intet. Hvordan ser mit liv ud om fem dage? Om to dage? Og hvad med min familie? Så jeg var forvirret og ked af det. Rigtig ked af det. Jeg fik en tid og troppede op til første samtale. Og hulkede mig igennem hele den første time. Jeg gik derfra følende frustreret og irriteret. Jeg følte ikke, at hun forstod, hvor dårligt manden havde det. Og jeg følte, at hun satte mig i bås som en overkontrollerende kælling. Men alligevel tog jeg tilbage  til anden samtale en uge efter. For jo jo, jeg tenderer en smule kontrolfreak. Men manden havde det dårligt! Stadig! Så jeg sagde til hende, at jeg var sur, og at hun var nødt til at acceptere, at manden havde det dårligt. Og det gjorde hun. Havde hun gjort fra starten af. Jeg gik fra anden gang med gode råd til, hvordan jeg skulle snakke med manden. Tredje gang gik jeg derfra med råd om at trække vejret og bruge kommunikation til at undgå konflikter. Og så har jeg været der igen i dag.

De gode råd:

1. Tro på ham, når han siger, at han har det okay. Og lad være med at forvente at hans "jeg har det fint" betyder at han er rask. NEj så betyder det at han har det fint. Bedre end når han er i et hul. Og det er fedt! Al fremskridt skal fejres.
2. Når han nærmer sig mine grænser, så træk vejret og svar igen med en kliche: "dejlig vejr, hvornår er bryllupsfesten lørdag etc.?". For konfrontationen er ikke produktiv her.
3. Sig fra, bevar din intigretet, men forvent ikke forståelse. Vær rolig og positiv. Lad være med at forstærke de negative tankemønstre.
4. Støt ikke den negative tankespiral ved at bestyrke ham i det positive "du er dejlig, en god far, skøn elsker, vigtig i vores liv". Og gør det hellere en gang for meget, end en gang for lidt.
5. Lær at se manden og ikke kun sygdommen. De to ting er adskilt.

Det sidste punkt er uden tvivl det sværeste for mig.

Det giver mig noget at gå hos hende. Jeg tror, det giver noget tryghed, i at jeg har en at vende tvivl, uklarheder og usikkerheder med. Og så er der en, der forhåbentligt ser det, hvis jeg bliver trukket med ned i mørket.

Så jeg bliver ved. Pis. Endnu en ting på to do listen over gode ting for mig selv. Det er bare sjovt nok også de ting, der nemmest bliver nedprioriteret. Trods alle gode råd om, at jeg skal passe på mig selv og huske mig selv. Så er det bare svært at mene, at ens træning er vigtigere end at være hjemme, når han er nede i et hul. Så ryger alt sund fornuft ud af vinduet. Pis. På den gode måde...

Alt det som ingen ser

Der er stor forskel på, når vi bare er os tre, og når vi er ude. Når vi bare er os tre, kan jeg tage barnet og gå. Jeg kan lave mad, rydde op, skrifte ble, lege, vaske tøj - det hele. Men når der er andre. Så bliver det sværere. For han trækker sig tilbage. Så skal jeg stadig gøre det hele, samtidigt med at jeg skal sørge for ham - og svare på alle spørgsmålene. At være åben omkring en depression er det eneste rigtige - det ved jeg godt. Men fuck hvor er det trættende altid at skulle konfronteres med det.

Når vi er hjemme, kan jeg stå op om morgenen med barnet, give hende morgenmad, tøj på, lege med hende, og gøre mig selv klar, alt i mens han sover. Når vi er ude blandt folk eller har gæster derhjemme, lægger de mærke til de hårde ord, der kommer fra ham. Så lægger de mærke til, hvordan han intet gør for at hjælpe mig, mens jeg render rundt. Og de forstår det jo godt. Det er jo ikke hans skyld, (hvilket det heller ikke er, men det gør det ikke mindre frustrerende) og de synes, at jeg er vanvittig sej (jo jo, engang i mellem, men mest af alt er jeg bare træt). Men det er et brudstykke, de ser. De ser ikke, når han vælger at sove oppe på sofaen, fordi han ikke kan være i "det" og fordi han ikke kan sove. De var der ikke dengang, han fik så hårdt trykken for brystet, at vi var bange for, om han var ved at få noget med hjertet (han får jo alle bivirkninger and then some). De sidder ikke med os i toget på tværs af landet for at besøge hans familie - og han kan ikke mig eller barnet. Eller hans familie, når vi endelig kommer frem.

De ser ikke alle de gange jeg giver ham et kys og får en mekanisk bevægelse igen.

Og jeg ved godt, at lige nu så er det mig, der er den. Det er mig, der må få hverdagen til at hænge sammen. Og det gør jeg. Og engang i mellem kommer han op til overfladen og gør noget. Men jeg kan ikke regne med det. Og det gør jeg heller ikke. Og det er svært. Ikke at kunne regne med den man elsker. Bare at lade stå til. For jeg må ikke gå ind og kontrollere. Og jeg må ikke gøre ting for ham. Han skal selv.

Men når hans beslutning for dagen er at lade barnet blive hjemme, fordi hun virker lidt pjevs, så bliver jeg nødt til at reagerer. Hun skulle ikke blive hjemme, fordi han syntes, hun var sløj. Hun havde det fint. Han kunne bare ikke overskue turen ned til vuggestuen. Så jeg putter hende på cyklen og kører af sted. Og ringer senere en halv time inden han skal hente hende og tage hende til lægen. Bare for at være på den sikre side. Og jo jo, han er vågen, men kun lige akkurat.

Dengang det kun var mig og ham, der kunne jeg lade stå til. Og jeg kunne gå min vej. Nu har vi en pige på 1 år, som leder efter sin far, når han går væk. En pige på 1 år som søger hans opmærksomhed, men ikke altid får den. Så jeg kan ikke bare lade stå til eller gå min vej. Den mulighed er opbrugt.

Jeg går til psykolog for at lære alt hvad jeg kan gøre af gode ting. Jeg skal af sted på fredag igen. Det er blevet en pligt - for hans skyld. For så ved han at jeg bliver passet på. Han er så bange for at jeg skal gå i stykker. Men nu er det slut. Jeg gider ikke mere. For det er ikke mig der er syg. Og sådan føler jeg det hver gang jeg skal derhen. Men noget har jeg fået ud af det:

1. Træk vejret og brug en kliche (hvor er det godt vejr eller anden udenomssnak) når han siger ting, der tydeligt er strenge eller provokerende

2. Tro på ham, når han siger, han har det godt og ikke kun på min egen mavefornemmelse

3. Overlad ansvar til ham, hvis han beder om det

Lige nu er vi nede i en dal igen. To skridt frem og et tilbage. Jeg er træt.

ps. beklager, hvis du nu har en vis dansk top sang på hjernen...

Historie

Mandens depression har luret hele vejen igennem. Den har bare reageret på forskellige navne: tristhed, træthed, stres, ludomani, dovenskab. Men i nutidens åh så klare lys, kan jeg spotte den klart og tydeligt i hele forhistorien.

Maj 2006: Vi mødes en fredag aften hjemme i min lejlighed, kysser, og er kærester fra om mandagen og bor mere eller mindre sammen fra om tirsdagen.

August 2006: Vi er inde i en butik, der ikke tager dankort. Heldigvis har manden altid kontanter på sig, og ejede ikke et dankort. Efter at have mobbet ham med det lidt, kommer sandheden frem; ludomani. "Fint" siger jeg, (og er ved at dø inden i). "Men, hvis vi skal bygge og bo i al fremtid, så skal du have hjælp". "Ok".
12 gange samtale på Center for Ludomani. Spillet er slut. For nu.

Juni 2007: Manden bliver færdiguddannet og ryger direkte ud i en mellemlederstilling. Og arbejder over de næste to år mellem 45 og 80 timer i gennemsnit. En uge arbejder han endda 112 timer, (hvilket er muligt, når man arbejder på en døgninstitution, og ens arbejder derved er tilgængeligt 24 timer i døgnet). "Han arbejder godt nok meget, er han ok?" spørger venner og familie. "Alt er fint, han har prøvet at gå ned med stres før, har han fortalt mig, så han kender faresignalerne".

Juni 2009: Stres. Men ikke sygemeldt. Endnu.

August 2009: Bryllup. Fantastisk smukt og vidunderligt. Planlagt mens jeg også prøver at tage mig af ham.

September 2009: Opsigelse og en måneds ledighed fra arbejde. Og spillet vener tilbage.

November 2009: Nyt job og ny behandling hos Center for Ludomani

Juni 2010: Vores datter kommer til verdenen

November 2010: Til fællessamtale på Center for Ludomani bliver manden bedt om at tage en depressionstest. Den afslører, at han har en svær depression. Jeg ser ham græde for anden gang i vores forhold. Første gang var også til fællessamtale på Center for Ludomani.

December 2010: Manden sygemelder sig. Han kan godt se, at han ikke kan gå på barsel fra januar af, når han i bund og grund ikke vil være sammen med barnet. 3 uger bliver brugt hovedsageligt i sengen. Min forbudte tanke i denne periode: "Jeg hader, at han ødelægger den sidste del af min barsel - og jeg hader at det sker i december. Ynglingsmåneden."

Januar 2011: Opstart med psykolog som er blevet givet af den private sundhedsforsikring, og lille dosis anti-depressive piller ordineret af den praktiserende læge. Min rare tanke: "Puha, nu skal alt nok blive bedre. Nu er der folk inde over det. Nu er det ikke kun mig, der er den".

Marts 2011: Jeg ringer til lægen. "Min mand har ikke fået det bedre trods pillerne". Læge: "Han har jo heller ikke været inde til opfølgning eller noget. Han skal sættes op i medicin og i gang med et forløb. Der må være sket en fejl". Opstart af "hvilken medicin og i hvilken mængde"-legen begynder.

Marts-maj 2011: Bivirkninger, bivirkninger og ingen forbedringer. I påsken forsvinder han ned i et sort hul og beslutter sig for at gå. Bare tage rygsækken på ryggen og gå. I hundende.

Maj 2011: Jeg får overtalt ham til at han skal indlægges. Jeg tigger og beder ham - for jeg kan ikke mere.  Ja, JEG kan ikke mere. Han er indlagt en uge, og opstarter efterfølgende et behandlingsforløb. Medicinen er blevet justeret og monitoreret. Han har næsten fået den ro han efterspurgte.

Juni 2011: Han har det bedre. Mere energi, rarer at være sammen med, betænksom når han kan, og for første gang i over et halvt år føler jeg at kys og kram er ægte og ikke mekaniske. Det er en befrielse. Men også en smule overvælende.

Undervejs i de sidste 5 år har tristheden ligget på lur. Det har den i realiteten gjort siden hans teenageår. Da jeg kommer ind i hans liv, bliver jeg også en faktor i hans psykiske helbred, og derved også hans depression. Og hans depression blev en faktor i mit liv. Jeg skal også lære, hvad jeg gør galt - og rigtigt.

Men han har det bedre. To skridt frem og et tilbage. Hvorfor føles skridtet tilbage så bare som en mavepuster? Hver gang?

ps. har holdt fødselsdag for bebsen i dag. Og han kom igennem hele dagen. Uden at være ubehagelig eller hård. Og han nød det. Alle menneskene og gaverne og larmen. Han nød os.

Om mig, hvorfor denne blog og to små regler

Hvorfor satte jeg mig ned til tasterne og skrev for en lille måned siden for første gang? Og hvorfor har jeg ikke skrevet noget siden?

Jeg vil starte med at svare kort, for derefter at uddybe det hele senere.

Mig. Jeg er gift med manden, som har en depression. Den er blevet karakteriseret som en middel til svær depression. Og den har varet i al for lang tid. Vi har været kærester i 5 år, gift i 2 og forældre i 1. Vi har pigen med de smukkeste øjne, og hun er vidunderlig. Jeg sidder og skriver speciale 1/3 af dagen, og er gift med en depression 2/3 af dagen. Vores og sygdommens historie kommer i et indlæg for sig.

Hvorfor? Jeg har i et stykke tid nydt godt af alle andres blogs, og en aften da manden var indlagt, havde jeg så meget indeni, men intet overskud til at ringe til nogen og dele det. Men jeg måtte have det ud. Og det var ikke nok at få det ud for derefter at gemme det væk. For der er andre, der står i samme situation.

To. 1: Jeg skal skrive mindst et indlæg om ugen. Det er mere end rigeligt, tænker jeg, men jeg må og skal holde mig selv fast på det.  2: Dette skal ikke være en ynke eller en brokke blog. Det vil også komme, men jeg vil prøve at holde fast i, hvad der sker, og hvordan jeg har det.

Hvad: Jeg vil skrive om mig, mit ægteskab med (manden med) depression og livet som mor i alt det her. Jeg vil ikke komme med viden om depression. Det findes der allerede mange steder der leverer. Her får et indblik i, hvordan jeg oplever det hele. I håb om at dels få afløb for alle de sætninger, der flyver rundt i mit hoved, og dels i håb om at det kan være en udstrakt hånd for andre, der er eller har været i samme situation.

Og hvorfor har jeg ikke skrevet noget siden? Fordi det er hårdt og det er svært. Det er to skridt frem (jaaa – vi fester og og fejrer) og et skridt tilbage (selv om det føles som tre skridt tilbage). Jeg elsker ham, men hader at være gift med depressionen. Hader.

Manden er helt åben og ærlig omkring sin sygdom – og har dermed tvunget mig til også at være det. Heldigvis. Men her vil det stadig være uden navn nævnelse, men historier vil blive fortalt som de er – og ikke sløret på alle mulige måder.

Tak.

Ps. Jeg vil ikke blive vred, hvis jeg bryder en af de to små regler – som blot er rettesnore.

Pps. Manden ved jeg skriver denne her, men har også fået et vide at det her er mit – og kun mit.