Om at ville elske

Jeg vil virkelig gerne se på ham, som jeg gjorde til vores bryllup. Jo jo, der havde han lige været nede med stres, men det var jo ved at være overstået. Og det ville ikke komme igen. Det gjorde det så heller ikke. Hmm… Jeg vil så gerne elske ham igen, som jeg gjorde dengang (for kun to år siden. Det er et helt liv siden. Det var før baby og depression. En helt anden virkelighed). Jeg vil så gerne føle det igen. Frem for denne her tomhed og fremmedhed jeg føler. Men det skal nok komme igen! Det lover jeg. For sådan er det!

Vores bryllupslavendelbuske, som jeg plantede uden for vores sommerhus, står i blomst. Hvis de kan overleve, kan vi også!

Den nærmeste fremtid

Det er meget vildt. Vi snakker faktisk om noget, der er en måned væk. Eller. Vi startede med at snakke om det da der var en måned til. Nu er det snart. skræmmende snart. 

Jeg ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det. Snakket om noget der er ude i fremtiden. Altså, ude i fremtiden. Men det er vi tvunget til. Han starter arbejde d. 1. august. Inden for hans felt, men ikke på lederplan. Og det er kun 26 timer om ugen. Og de har startet med at give ham fri hver mandag i 3 måneder, så han kan følge hans behandling. Jeg er bange. Bange for om han kan klare det (nok mest for hvordan han klarer det). Jeg er håbefuld og optimistisk. For det her kan hjælpe ham. Han er et fagligt og arbejdsomt menneske. Det her kan hjælpe ham. Eller knække ham.

Jeg ved, det bliver godt. Min søster har lige lært mig, at der i ordet håber ligger en skjult negativitet. For hvis man kun håber, så åbner man for muligheden, for at det kan gå galt. Så det bliver godt. Og vil hjælpe ham videre.

(hende der har oplevet tillidsbrud på tillidsbrud af depressionen/stressen/ludomanien er lukket uden for døren – men hun råber bare enormt højt og overdøver engang imellem min meget sikre tiltro til den nærmeste fremtid).

Heldigvis starter han job samtidigt med, at han starter op ude på hospitalet efter en sommerferiepause. 12 x gruppesamtaler og alt muligt andet. Det bliver godt. (Han har jo ikke tænkt sig at gøre noget. Han gider ikke være rask). Og han vil blive gladere og få overskud og vi vil se en ende på medicinen og sygdommen.

(Yeah right – du er fucking naiv). Jeg ved det!

Meditation

Jeg er begyndt til meditationskursus. Ja ja, jeg må vel hellere vokse og udvikle. Det har jeg faktisk allerede gjort meget. Rigtig meget. Præ-deppresions mig ville kunne forstå verdenen i dag. Så jeg mediterer. Et par gange om ugen. Og har nu tudet to gange, mens jeg mediterede (du må virkelig have noget indeni, der skal ud, var lærens svar). Første gang det skete var, da vi skulle sende kærlighed og gode ønsker til en, vi kender. Anden gang var en ”slip din negativitet” meditation. Tårerne trillede. Men det er godt! Rigtig godt. Meditationen giver en helt anden ro. Og jeg har tænkt mig, at forfølge det her.

Hvorfor være i denne her lortesituation, hvis jeg ikke får noget med mig ud på den anden side? Så jeg vil vokse og udvikle. Mig. Selv. Tak.

Når hun bliver stor…

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan alle forelsker sig i hendes store brune øjne.

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hun ligger og siger hej ind i sin babyalarm, når hun vågner

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hun trøster de andre børn i vuggestuen

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hun aer tøjhunden – men er lidt bange for rigtige hunde

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hendes første par år er præget af hendes fars depression

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hendes far altid vælger hende over depressionen

Første dag i sengen – hvordan manden har depression

Når man fortæller nogen, at ens mand har en depression, tegner der sig et meget tydeligt billede i deres hoveder. De ser for sig en lettere usoigneret mand, der ligger i sengen uden at kunne overskue at slå dynen til siden. Så når jeg fortæller, at manden er oppe hver dag og er aktiv, kan de ikke helt få det til at passe, med det billede de har i deres hoved. Mandens depression udmønter sig ved sløvsind, apati, dovenhed (er i hvert fald det vi andre putter på ham), træthed og tordenvejr der ruller sig ned over hans hoved som rullegardiner. Da han tog sin tidligere medicin, kunne jeg fysisk aflæse hans humør om morgenen, ud fra hvor tunge hans øjenlåg var. Men manden står op hver morgen. Og afleverer barnet … de fleste morgener. Det kan så også være, det eneste han gør. Og han ligger ikke i sengen hele dagen. Men så ligger han til gengæld på sofaen hele dagen. Hver dag. I en uge. To. En måned. Så har han en god periode. Så er han ude på cafe og læse i sin bog. Eller sammen med venner. Men om aftenen er han træt. For træt til mig.

Han kan ikke overskue for mange ting på en gang. Det er for meget, når både barnet og jeg er der. Hans lunte er kort. Over for mig og over for barnet. Han kan ikke finde ud af at sige fra for sig selv. Han pleaser alle andre, men glemmer sig selv. Han spiser. Og spiser. Og glemmer at spise. Og ryger. Og drikker. Og spiller. For at føle. For at smage. For at mærke. For at glemme. Han har tyvetusinde tanker på en gang i hovedet. Og tredivetusinde følelser. Så han kan ikke føle noget. Eller samle sig om én tanke.

Alt dette er ved at blive bedre.

Han ligger lige nu i sengen og har ikke lyst til at stå op. For første gang nogensinde i denne sygdomsperiode, har han ikke lyst til at stå op. Vi er i sommerhus. Med hele min familie. Og han ligger i sin seng.

Jeg tror desværre, det er direkte affødt af, at vi har snakket rigtig meget om, at jeg er træt og ked af det. Og hans beslutning om at flytte ud hjemmefra, har nok heller ikke hjulpet. En beslutning, som jeg direkte har sagt, jeg ikke er enig i. Selvom jeg har foreslået det i afmagt flere gange. Og en beslutning jeg i mit stille sind er sikker på aldrig bliver udført. Hvor skulle han få energien fra?

Jeg føler mig ikke skyldig. Men jeg tror jeg har min part i hans stemningstilstand lige nu.

”Er der tordenvejr?” ”Ja”. ”Hvad sker der?” ”Jeg har bare ikke lige lyst til at stå op”. ”Jeg tror jeg tager hjem i dag”. Et klassisk symptom på mandens depression. Flugt. Flygt. Løb. Gå. I hundene.

Han kom heldigvis op. Og i gang. Og forklarede, at det ikke var tordenvejret, men apatien der havde ramt ham. Tomheden. Og det er det værste for ham. Så vil han ikke være sammen med nogen. Så sårer han os. Det ved han. For han føler intet. Og så er det for nemt at affeje folk. Alt for nemt. At slå dem med sine ord og handlinger. Og de slag der kommer fra hans apati - de gør ondt. De rammer helt ind.

Dagens gode råd - Vær optimist. Fortæl ham at han er et godt menneske. Fortæl og vis ham at hans tanker om at han er ligegyldig, dum, ulækker og overflødig er usande. Få ham ud af håbløsheden. Ud af den negative spiral.

Fuck - jeg elsker ham. Men skriger lidt indeni.

Fake it till you make it

Jeg har ikke kunne samle mig om at skrive. De sidste par uger har været turbulente. Og omtumlede. Og forvirrede. For i takt med at han har fået mere energi, har jeg tabt gejsten. Gejsten for at gøre og holde sammen. Tror det er en meget normal reaktion. Måske. Hvad fanden ved jeg? Jeg kender kun til det her lige nu, lige her.

Han har fået mere energi. Og det er fantastisk at se ham connecte med barnet igen. Og ville sine venner. Givet, han kan stadig ikke vågne om morgenen, før jeg siger, at nu skal han aflevere barnet. Han giver mig kun verdens mindste kys. Han skubber mig væk, når jeg trykker mig ind til ham (og registrerer det åbenbart ikke). Så på et eller andet tidspunkt gav  jeg måske lidt op. Så nej, jeg trykker mig ikke ind til ham længere. Jeg forfører ham ikke. Hans mekaniske tilstand er blevet besvaret.

Når manden fortæller om det hele fortæller han tit om vores forhold, som om jeg har stået og råbt ud i en omvendt ekkodal. ”Så gå din vej – jeg går min vej” ”Jeg er ked af det – jeg gør dig mere ked af det” ”Hold om mig – jeg skubber dig væk”. Nu er jeg desværre kommet med over på den anden side.

Jeg har prøvet. På vej op af trapperne til lejligheden, har jeg sagt til mig selv: Det er din elskede mand. Du vil ham. Og i det jeg åbner døre og hører fjernsynet køre og ser opvasken stå på bordet, så er glæden røget ud. Der skal ikke mere til. Og min indre skyld med skyld på har ikke hjulpet. ”Hold nu op, han får det kun dårligere af, at du ikke er optimistisk og glad. Hold nu op, du snakker lige ind i hans håbløshed”.  

Men jeg tænder ikke på min mand. For, det er sgu ikke særligt fræk at se sin mand humpe ned af trappen på sine knæ og ankler, der gør ondt på grund overanstrengelse fra hans fede mave. Og jo jo, han ved godt, at det ville hjælpe at spise sundt og dyrke motion. Men jeg må åbenbart acceptere, at han bliver rask på sin måde. Og ikke vil mere. Andet. Nej.

I sidste uge snakkede vi. Der hvor skilsmissen bliver nævnt. Vi finder hinanden igen. Og jeg tænker, at nu ville det blive lyst.

I lørdags er vi til bryllupsfest sammen. Han skubbede mig væk da jeg ville kysse ham. Pænt pakket ind i en joke. Jeg turde ikke se på ham, da gommen holdt din kærlighedstale. Senere sidder vi kun os to på terrassen. ”Er du okay?” spørger han og kigger på mig med et glimt af noget genkendeligt. ”Ikke rigtig”. Vi snakkede en time, da vi kommer hjem. Uden skrig og gråd. Dagen efter tager vi i sommerhus med min familie. Og snakker om aftenen. Han tænker, at det bedste ville være, at han flytter lidt ud. Jeg er ikke enig. For jeg er bange for konsekvensen. Og vi har ikke råd. Men mest af alt er jeg bange.

Han fortæller yderligere, at han føler sig 90% rask. Jeg svarer, at det er verdens største lussing lige i fjæset. For hvis han har det så godt, hvorfor er hans så ikke mere mand over for mig? Måske er jeg de sidste 10%? Hvis han har fået så meget mere energi, hvorfor bruger han den så ikke på mig? Han bruger den jo på sig selv gennem at være sammen med sine venner. Hvorfor bruger han det så ikke på sin krop? Den krop der skal være der for barnet i mange år frem? Hun fortjener ikke en far der ikke kan løbe/hoppe/danse fordi han er for tyk og rygende! Det skal jeg ikke bestemme. Eller sætte næsen op efter. Det skal nok komme. Hvorfor vælger du ikke mig til? Hvorfor er jeg sidste prioritet?

Jeg har taget en beslutning. Fake it to you make it. Så jeg elskede med min mand for første gang i alt for lang tid. For vi kan ikke overleve på tantekys og venskabeligheder. Og jeg vil kaste mig over ham igen i aften.

Jeg VIL elske min mand igen

Jeg VIL have lyst til sex med min mand igen

Jeg VIL have min familie

Jeg VIL have min mand igen – ham der gør mig glad. Hele tiden.

Jeg VIL at vi skal være lykkelige

I’ll fake it till I make it!