Telefonsamtale

Mig: Hej skat

Manden: Hej

Mig: Hvad så?

Manden: Er du hjemme? Er du det resten af dagen?

Mig: Ja, jeg tror jeg bliver hjemme og arbejder for at komme af med den her forkølelse

Manden: Kan du tage hende i aften?

Mig: Ja, men husk at din gamle kollega kommer kl. 21, så jeg kan hjælpe hende med at lave automatisk indholdsfortegnelse i Word

Manden: Ja, jeg skal bare lige hjælpe ven med at flytte en seng inden da

Mig: Det er helt ok. Hvordan gik det hos fysioterapeuten? (knæet gør jo ondt for tiden)

Manden: Jeg gik ikke. Jeg kunne ikke overskue det

Mig. *famler efter telefonen, som jeg taber i bar forbavselse* Du ved godt du stadig skal betale ikke?

Mande: Jo, men hvorfor skal jeg stå der og få at vide at jeg bare skal lave flere øvelser. Dem laver jeg bare derhjemme.

Mig: Ja jo men

Manden: Jeg gider ikke gå der mere. Tror det er slut nu

Mig: Okay. Du tager stadig ud til gruppesamtale ikke?

Manden: Det skal jeg nok

Mig: (hmm, det vælger jeg så at stole på!) Ok, vi ses senere

Manden: hej hej

Hvis han så lavede sine forpulede øvelser... Ej, nu er jeg ikke fair. Han står på sin balancebold i 4 minutter hver dag. Som nok er lige lidt mindre end han burde....

Men sådan er det med en depression. Så bliver man ligeglad.

Og sådan er det når man er pårørende. Så bliver man opgivende og tænker mest over de ligegyldige penge der - igen - er brugt og spildt. Det er ikke skide charmerende af mig. Det ved jeg. Især fordi det er mig der tjener 0 kr. hjem til husholdningen for tiden. Men det er stadig mig der er på netbank og prøver at holde styr på de sidste kroner og ører der er.

Depression - ligeglad. Pårørende - frustreret og opgivende.

Depressionen gør at man ikke har lyst. Til noget. Med raske folk der skal genfinde lyst arbejder man med motivation og mål. Med depressive arbejder man med at handle for at få vendt de ligeglade negative tanker og få lysten tilbage gennem gentagne gange at gøre forskellige handlinger (det kan være: købe ind, børste tænder, stå op, gå en tur etc.). På denne måde arbejder man med at vende de negative automatiske tanker. Det her er kognitiv terapi.

Manden er bare ligeglad.

Stilhed travlhed stilhed

Jeg har travlt. Som I rigtigt travlt. Som i så travlt, at jeg ikke må fortælle manden om det. Specialet skal afleveres om under to måneder. Og I min verden (den åh så højtflyvende akademiske en) er det KORT tid. Så der knokles.

Det gør, at mine dage består af (ja dage, weekend er inddraget og blevet til helt almindelige dage):

Vågne og op med barnet

Morgenmad og gøre barn klar - nu sammen med manden 4 ud af 7 dage... Det er så fedt (står kun for 65% af ting om morgenen!!!) Kræver vist en :)

Sidde på kontoret i 10 timer

Hjem og kysse sovende barn

Sove

Manden er jo startet arbejde. Og får fri (i den anden ende af byen) 30 minutter efter at vuggestuen lukker. Så jeg er in charge. Manden henter om mandagen (kan han nå efter gruppebehandling på hospitalet). Jeg henter to gange om ugen (maks. stressende), mormoren henter en gang om ugen, og forskellige veninder henter en gang om ugen. Og barnet - hun vågner om natten... Men er glad og tilfreds. Og det er kun i en periode. Om halvanden måned er alt bedre... (når sådan og sådan er et mantra når man er pårørende - nu er mit speciale også med til at forstærke det).

Manden - han synes selvfølgelig det er en dårlig ide, at der er så mange forskellige, der henter hende. Noget han fortalt mig om efter, at vi havde aftalt at gøre det OG jeg havde fået dækket august og september if. hentning. Man han har ikke en bedre ide. Mig - jeg bed mig selv meget hårdt i tungen for ikke at påpege, at det var ham, der havde søgt og sagt ja til et job, der gør at jeg har ansvaret for at hente hende HVER DAG! (kære fremtidig arbejdsgiver - please giv mig et job. Jeg går bare tidligt - hver dag - og har en depressiv mand...)

De gode nyheder: Vi har lige haft 1,5 rigtig god uge. Fyldt med kys, nus, sex, massage, hygge, grin. Ting der har fået mig til at tro på, at vi nok skal forelske os i hinanden igen. Ting der har fået mig til at tro, at vi nok skal elske hinanden igen. Så pludselig vendte det hele. Og fredag gik han ned igen. Men da vi var til kæmpe familiefest i det jyske (hans) blev det jo skjult, og han var den gode søn, der hjalp med at rydde op osv. Så min fest gik ud på at rende rundt efter ungen. Og han er ikke på toppen igen. Her til morgen var det jo alt for irriterende, at barnet ikke bare ville have sin nye cykelhjelm på. Så er det godt at moren kan tage over. Og spise en hel pakke toffiefee det øjeblik de er ude af døren. Føj. Må lære ikke at spise, når jeg er vred... Jeg ser tegn på den han var, inden han gik ned lige for tiden. Er bange for, at han tror han er rask, men at han bare er der, hvor han var før - uden alt det positive.

Det blev et indlæg i øst og vest. Tilgiv mig. Men jeg er inde i min helt egen specialebobel, hvor der ikke er plads til depressive mænd (der ikke kan overskue barnet fordi de er ude til kl. 01.30 og se fodbold og som bliver i dårligt humør af at jeg har travlt (selv om jeg er glad imens...)) eller den store selvudvikling. Som jeg jo åbenbart er i gang med.

Om halvanden måned....

Jeg ved, at I er der

Denne her blog er blevet mere et sted, hvor jeg viser, hvad der foregår inde i mit hoved end rundt omkring mig. Og det passer mig egentlig godt. Der er masser, som har prøvet at forklare mig, hvad der foregår inde i hovedet på en med en depression (ud fra deres egen erfaring med det). Og en enkelt som har prøvet at være pårørende. Og nu er på den anden side. Men ikke sammen med den person længere. Det kunne jeg heller ikke bruge til noget.

Gode råd har jeg fået en milliard af. Jeg har ikke kunne bruge dem til noget.

Så hvad er mit gode råd til jer, der læser med og sidder i samme situation? Få hjælp tidligere end jeg gjorde fra en professionel. Sig fra. Og lad være med at lytte til alle de gode (velmenende) råd, I får.

Lyt i stedet for til den syge. Hvis personen siger noget, er det fordi det er vigtigt. Tro på dem. Hvor svært det end kan være. Og hvor forkert det end kan virke. For ofte vil det virke forkert. Hjælp dem. Hvis de vil flygte, så hold på dem. Hvis de vil dø, så hold om dem. Hvis de vil forsvinde, så hold om dem. Hvis de vil gemme sig, så hold på dem. Men det er hårdt. Hårdt. Men siger de at de har hørt en fugl synge. Så kys dem. Har de set et egern. Så syng. Og dans. Men det er hårdt. Hårdt.

Og lyt til dit hjerte og din mave. Lær at lytte til din egen mave og dit eget hjerte.

For ikke lang tid siden sad jeg og rådgav en kvinde der er 10 år ældre end mig. Mit bedste råd? Lad være med at gå ind i og hjælp, hvis du ikke har overskuddet og ikke er klar til at stå ved hele vejen. Sig hellere fra. Start processen op, men sig fra helt fra begyndelsen af.

Sidder I nogen derude og er pårørende? Eller psykisk sårbare?

Nyt arbejde

Forvirret weekend.

Men nu starter han nyt arbejde i dag. Håbet er, at den rutine og det indhold, det vil give ham, vil skubbe ham i den rigtige retning. Og han startede gruppeterapi på hospitalet i går. Som en del af de udvidede patientrettigheder for psykisk syge (kan stadig ikke forholde mig til det ord). Det var bare en introduktionsgang. Men han har allerede fortalt, at han oplever, at vi lever parallele liv. Ja, det gør vi. Og at det er en god ting, For han har brug for plads. I hans proces for at samle sig sammen igen. Vi passer på hinanden i det, at vi adskiller os.

Jeg har mest brug for at han tromler ind over mig. Og ser mig. Vi elskede i nat. Elskede. Og det var rart. For første gang i flere måneder var det rart. og kærligt. Og ikke en pligt.

Min fejl - mit ansvar

Min kæreste elskede

Der var en gang, hvor det hele var noget andet. Jeg var lykkelig. Jeg troede, vi var lykkelige. Det var et andet liv. En anden historie.

Jeg har fundet ud af det der med at være mor. Jeg er faktisk ret god til det. Jeg var rigtig god til at være kone. En gang. Jeg var ikke så god til at være gravid og kæreste. Jeg var god til at være kone til ham med depressionen. Og drage omsorg.

Lige nu er jeg ikke god. Til noget som helst. Jeg ødelægger det kun lige nu. Jeg lavede en stor fejl. Kæmpe. 10 kys. Og du synes, det er okay. At alt er fint. Og det gør kun mere ondt. Jeg har altid efterspurgt lidt mere følelse. Lidt mere reaktion. Jeg har det fint, siger du. Men det har jeg ikke.

Du har taget min bedste ven fra mig. Min elskede. Min elsker. Og jeg lod det ske. Jeg tager det fulde ansvar. For alle mine fejl. Jeg er ikke et offer i alt det her. Men lige nu er jeg ødelagt. Jeg er revet itu.

Du er i gang med at genopbygge dig selv. Det skal jeg også.

Jeg er bange for, om vi nogensinde vil blive forelsket igen. Jeg har brugt de sidste 4,5 år på at være forelsket i dig. Hver dag. Nu er ingen af os forelsket i hinanden mere. 10 kys. Jeg vil have dig. Og 10.000 kys. Men du bliver nødt til at se mig. Og ville mig.

Jeg håber, at en af brikkerne i dit puslespil vil have mine øjne på. Og jeg håber, at jeg vil forelske mig i den du bliver. Lige nu ved ingen af os, hvem du ender med at være. Du ved dog, at du ender med at være dig. Jeg ved ikke, hvem du ender med at være. Jeg håber bare, at du bliver en jeg vil kunne elske. Være forelsket i.

Vi havde 2 års bryllupsdag i går…

Om at ville elske

Jeg vil virkelig gerne se på ham, som jeg gjorde til vores bryllup. Jo jo, der havde han lige været nede med stres, men det var jo ved at være overstået. Og det ville ikke komme igen. Det gjorde det så heller ikke. Hmm… Jeg vil så gerne elske ham igen, som jeg gjorde dengang (for kun to år siden. Det er et helt liv siden. Det var før baby og depression. En helt anden virkelighed). Jeg vil så gerne føle det igen. Frem for denne her tomhed og fremmedhed jeg føler. Men det skal nok komme igen! Det lover jeg. For sådan er det!

Vores bryllupslavendelbuske, som jeg plantede uden for vores sommerhus, står i blomst. Hvis de kan overleve, kan vi også!

Den nærmeste fremtid

Det er meget vildt. Vi snakker faktisk om noget, der er en måned væk. Eller. Vi startede med at snakke om det da der var en måned til. Nu er det snart. skræmmende snart. 

Jeg ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det. Snakket om noget der er ude i fremtiden. Altså, ude i fremtiden. Men det er vi tvunget til. Han starter arbejde d. 1. august. Inden for hans felt, men ikke på lederplan. Og det er kun 26 timer om ugen. Og de har startet med at give ham fri hver mandag i 3 måneder, så han kan følge hans behandling. Jeg er bange. Bange for om han kan klare det (nok mest for hvordan han klarer det). Jeg er håbefuld og optimistisk. For det her kan hjælpe ham. Han er et fagligt og arbejdsomt menneske. Det her kan hjælpe ham. Eller knække ham.

Jeg ved, det bliver godt. Min søster har lige lært mig, at der i ordet håber ligger en skjult negativitet. For hvis man kun håber, så åbner man for muligheden, for at det kan gå galt. Så det bliver godt. Og vil hjælpe ham videre.

(hende der har oplevet tillidsbrud på tillidsbrud af depressionen/stressen/ludomanien er lukket uden for døren – men hun råber bare enormt højt og overdøver engang imellem min meget sikre tiltro til den nærmeste fremtid).

Heldigvis starter han job samtidigt med, at han starter op ude på hospitalet efter en sommerferiepause. 12 x gruppesamtaler og alt muligt andet. Det bliver godt. (Han har jo ikke tænkt sig at gøre noget. Han gider ikke være rask). Og han vil blive gladere og få overskud og vi vil se en ende på medicinen og sygdommen.

(Yeah right – du er fucking naiv). Jeg ved det!

Meditation

Jeg er begyndt til meditationskursus. Ja ja, jeg må vel hellere vokse og udvikle. Det har jeg faktisk allerede gjort meget. Rigtig meget. Præ-deppresions mig ville kunne forstå verdenen i dag. Så jeg mediterer. Et par gange om ugen. Og har nu tudet to gange, mens jeg mediterede (du må virkelig have noget indeni, der skal ud, var lærens svar). Første gang det skete var, da vi skulle sende kærlighed og gode ønsker til en, vi kender. Anden gang var en ”slip din negativitet” meditation. Tårerne trillede. Men det er godt! Rigtig godt. Meditationen giver en helt anden ro. Og jeg har tænkt mig, at forfølge det her.

Hvorfor være i denne her lortesituation, hvis jeg ikke får noget med mig ud på den anden side? Så jeg vil vokse og udvikle. Mig. Selv. Tak.

Når hun bliver stor…

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan alle forelsker sig i hendes store brune øjne.

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hun ligger og siger hej ind i sin babyalarm, når hun vågner

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hun trøster de andre børn i vuggestuen

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hun aer tøjhunden – men er lidt bange for rigtige hunde

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hendes første par år er præget af hendes fars depression

Så skal jeg fortælle hende om, hvordan hendes far altid vælger hende over depressionen

Første dag i sengen – hvordan manden har depression

Når man fortæller nogen, at ens mand har en depression, tegner der sig et meget tydeligt billede i deres hoveder. De ser for sig en lettere usoigneret mand, der ligger i sengen uden at kunne overskue at slå dynen til siden. Så når jeg fortæller, at manden er oppe hver dag og er aktiv, kan de ikke helt få det til at passe, med det billede de har i deres hoved. Mandens depression udmønter sig ved sløvsind, apati, dovenhed (er i hvert fald det vi andre putter på ham), træthed og tordenvejr der ruller sig ned over hans hoved som rullegardiner. Da han tog sin tidligere medicin, kunne jeg fysisk aflæse hans humør om morgenen, ud fra hvor tunge hans øjenlåg var. Men manden står op hver morgen. Og afleverer barnet … de fleste morgener. Det kan så også være, det eneste han gør. Og han ligger ikke i sengen hele dagen. Men så ligger han til gengæld på sofaen hele dagen. Hver dag. I en uge. To. En måned. Så har han en god periode. Så er han ude på cafe og læse i sin bog. Eller sammen med venner. Men om aftenen er han træt. For træt til mig.

Han kan ikke overskue for mange ting på en gang. Det er for meget, når både barnet og jeg er der. Hans lunte er kort. Over for mig og over for barnet. Han kan ikke finde ud af at sige fra for sig selv. Han pleaser alle andre, men glemmer sig selv. Han spiser. Og spiser. Og glemmer at spise. Og ryger. Og drikker. Og spiller. For at føle. For at smage. For at mærke. For at glemme. Han har tyvetusinde tanker på en gang i hovedet. Og tredivetusinde følelser. Så han kan ikke føle noget. Eller samle sig om én tanke.

Alt dette er ved at blive bedre.

Han ligger lige nu i sengen og har ikke lyst til at stå op. For første gang nogensinde i denne sygdomsperiode, har han ikke lyst til at stå op. Vi er i sommerhus. Med hele min familie. Og han ligger i sin seng.

Jeg tror desværre, det er direkte affødt af, at vi har snakket rigtig meget om, at jeg er træt og ked af det. Og hans beslutning om at flytte ud hjemmefra, har nok heller ikke hjulpet. En beslutning, som jeg direkte har sagt, jeg ikke er enig i. Selvom jeg har foreslået det i afmagt flere gange. Og en beslutning jeg i mit stille sind er sikker på aldrig bliver udført. Hvor skulle han få energien fra?

Jeg føler mig ikke skyldig. Men jeg tror jeg har min part i hans stemningstilstand lige nu.

”Er der tordenvejr?” ”Ja”. ”Hvad sker der?” ”Jeg har bare ikke lige lyst til at stå op”. ”Jeg tror jeg tager hjem i dag”. Et klassisk symptom på mandens depression. Flugt. Flygt. Løb. Gå. I hundene.

Han kom heldigvis op. Og i gang. Og forklarede, at det ikke var tordenvejret, men apatien der havde ramt ham. Tomheden. Og det er det værste for ham. Så vil han ikke være sammen med nogen. Så sårer han os. Det ved han. For han føler intet. Og så er det for nemt at affeje folk. Alt for nemt. At slå dem med sine ord og handlinger. Og de slag der kommer fra hans apati - de gør ondt. De rammer helt ind.

Dagens gode råd - Vær optimist. Fortæl ham at han er et godt menneske. Fortæl og vis ham at hans tanker om at han er ligegyldig, dum, ulækker og overflødig er usande. Få ham ud af håbløsheden. Ud af den negative spiral.

Fuck - jeg elsker ham. Men skriger lidt indeni.

Fake it till you make it

Jeg har ikke kunne samle mig om at skrive. De sidste par uger har været turbulente. Og omtumlede. Og forvirrede. For i takt med at han har fået mere energi, har jeg tabt gejsten. Gejsten for at gøre og holde sammen. Tror det er en meget normal reaktion. Måske. Hvad fanden ved jeg? Jeg kender kun til det her lige nu, lige her.

Han har fået mere energi. Og det er fantastisk at se ham connecte med barnet igen. Og ville sine venner. Givet, han kan stadig ikke vågne om morgenen, før jeg siger, at nu skal han aflevere barnet. Han giver mig kun verdens mindste kys. Han skubber mig væk, når jeg trykker mig ind til ham (og registrerer det åbenbart ikke). Så på et eller andet tidspunkt gav  jeg måske lidt op. Så nej, jeg trykker mig ikke ind til ham længere. Jeg forfører ham ikke. Hans mekaniske tilstand er blevet besvaret.

Når manden fortæller om det hele fortæller han tit om vores forhold, som om jeg har stået og råbt ud i en omvendt ekkodal. ”Så gå din vej – jeg går min vej” ”Jeg er ked af det – jeg gør dig mere ked af det” ”Hold om mig – jeg skubber dig væk”. Nu er jeg desværre kommet med over på den anden side.

Jeg har prøvet. På vej op af trapperne til lejligheden, har jeg sagt til mig selv: Det er din elskede mand. Du vil ham. Og i det jeg åbner døre og hører fjernsynet køre og ser opvasken stå på bordet, så er glæden røget ud. Der skal ikke mere til. Og min indre skyld med skyld på har ikke hjulpet. ”Hold nu op, han får det kun dårligere af, at du ikke er optimistisk og glad. Hold nu op, du snakker lige ind i hans håbløshed”.  

Men jeg tænder ikke på min mand. For, det er sgu ikke særligt fræk at se sin mand humpe ned af trappen på sine knæ og ankler, der gør ondt på grund overanstrengelse fra hans fede mave. Og jo jo, han ved godt, at det ville hjælpe at spise sundt og dyrke motion. Men jeg må åbenbart acceptere, at han bliver rask på sin måde. Og ikke vil mere. Andet. Nej.

I sidste uge snakkede vi. Der hvor skilsmissen bliver nævnt. Vi finder hinanden igen. Og jeg tænker, at nu ville det blive lyst.

I lørdags er vi til bryllupsfest sammen. Han skubbede mig væk da jeg ville kysse ham. Pænt pakket ind i en joke. Jeg turde ikke se på ham, da gommen holdt din kærlighedstale. Senere sidder vi kun os to på terrassen. ”Er du okay?” spørger han og kigger på mig med et glimt af noget genkendeligt. ”Ikke rigtig”. Vi snakkede en time, da vi kommer hjem. Uden skrig og gråd. Dagen efter tager vi i sommerhus med min familie. Og snakker om aftenen. Han tænker, at det bedste ville være, at han flytter lidt ud. Jeg er ikke enig. For jeg er bange for konsekvensen. Og vi har ikke råd. Men mest af alt er jeg bange.

Han fortæller yderligere, at han føler sig 90% rask. Jeg svarer, at det er verdens største lussing lige i fjæset. For hvis han har det så godt, hvorfor er hans så ikke mere mand over for mig? Måske er jeg de sidste 10%? Hvis han har fået så meget mere energi, hvorfor bruger han den så ikke på mig? Han bruger den jo på sig selv gennem at være sammen med sine venner. Hvorfor bruger han det så ikke på sin krop? Den krop der skal være der for barnet i mange år frem? Hun fortjener ikke en far der ikke kan løbe/hoppe/danse fordi han er for tyk og rygende! Det skal jeg ikke bestemme. Eller sætte næsen op efter. Det skal nok komme. Hvorfor vælger du ikke mig til? Hvorfor er jeg sidste prioritet?

Jeg har taget en beslutning. Fake it to you make it. Så jeg elskede med min mand for første gang i alt for lang tid. For vi kan ikke overleve på tantekys og venskabeligheder. Og jeg vil kaste mig over ham igen i aften.

Jeg VIL elske min mand igen

Jeg VIL have lyst til sex med min mand igen

Jeg VIL have min familie

Jeg VIL have min mand igen – ham der gør mig glad. Hele tiden.

Jeg VIL at vi skal være lykkelige

I’ll fake it till I make it!

første skridt på vejen

Jeg er ved at miste det overskud, jeg har været i stand til at mobilisere indtil videre. Det er ved at være sluppet helt op. Hvorfor det pludselig skete, ved jeg ikke. Men jeg er træt af denne her situation. Manden mener, at hvis vi vælger at bor hver for sig, så er det første skridt på vejen mod skilsmisse. Jeg ser det som første skridt på vejen til at jeg kan samle kræfter. Men når han har den holdning, kan jeg ikke få mig selv til at bede ham om at gå. Selvom det dræber os. Så mit behov, for at vi skal blive sammen, kan måske i sidste ende være det, der skiller os ad. Og jeg kan ikke bare tage et sted hen. Barnet er en faktor.

Han vil ikke have mere og yderligere hjælp. Han psykolog på hospitalet mente også, at det var ok. At manden kunne se de næste omkring to måneder som en lille ferie.

Nemt nok at kalde vores liv for tiden for en ferie.

Jeg har to måneder tilbage af mit speciale. Vi er ved at være rigtigt pressede. Jeg har aldrig fri. Det stopper aldrig.

Men jeg elsker ham jo for fanden. Så højt. Og jeg har sagt ja. Til hele pakken.

Nogen gode råd? Gerne et der virker...

Forbudte tanker

Jeg tager barnet og løber

Hvis jeg nu kysser med en anden mand, så går han sin vej

Jeg tager barnet og løber

Jeg hader ham

Jeg synes ikke at det her er fair. Det er mit liv der bliver ødelagt

Hvorfor tager han sig ikke bare sammen?

Hvordan kan han være så dum?

Jeg tager barnet og løber

Jeg er fuldstændig uden part i hans sygdom og i at han bliver rask

Jeg tager barnet og løber

Alting ændrer sig meget hurtigt - snak i går

Det gik rimelig galt over weekenden. Efter en god pårørende samtale på hospitalet torsdag, (som vi dog efterfølgende blev enige om var ret falsk og fyldt med masker og facader), og hyggelig kærestefrokost efterfølgende, gik det galt. Fredag er jeg til psykolog og kommer ud derfra til en telefonsvarerbesked, der lyder: "Hej skat, mig og ungen er på vej til Fredensborg til grill og hygge. Du er velkommen efter dit meditationskursus”. Jeg takker pænt nej tak, da jeg ville være fremme kl. 21, og egentlig bare havde lyst til at være sammen med manden – noget vi ikke rigtig har været i de sidste to uger. Jeg havde glædet mig til hyggelig middag og nulren på sofaen efter bebsen var lagt. Og så skulle vi sove sammen. I vores seng. Jeg ved ikke, hvor jeg havde den romantiske (og naive) tanke fra. I løbet af de sidste to uger har han kun sovet nede i sengen mindre end hver tredje dag. Ellers falder han i søvn på sofaen kl. 03 om natten. Og "glemmer" derfor at komme ned. Eller også så kommer han hjem mellem 00 og 02 om natten efter at have været sammen med venner, og vil så ikke vække mig.

"Nej – du vil bare ikke ligge tæt sammen med mig. Du afviser mig! Du laver aftaler lige så snart det lugter af, at vi har en aften hjemme sammen. Og du vidste godt, at jeg ikke vil bruge en time i toget på at komme op til dig. Du trækker dig væk. Jeg ved ikke, hvor du er, eller hvordan du har det"

Lørdag er vi begge trætte, fordi vi ikke har sovet nok om natten. Han faldt i søvn (på sofaen) kl. 04, og jeg havde ventet oppe på at de skulle komme hjem fra Fredensborg. Min fejl åbenbart. Jeg går i seng kl. 01 og han skulle bare lige… Og med en baby der vågner kl. 06. Ja.

Så lørdag er min lunte kort. Jeg er ikke blevet holdt om, kysset eller kærtegnet i alt for lang tid. Så skænderiet ligger og lurer, og vi springer også i luften. Efter en masse frem og tilbage, hvor vi begge er galt på den og vrede (og han får bedt mig om at holde kæft og kaldt mig en luder – that’s a first), prøver han tre gange at komme mig i møde. Men luderkommentaren er bare ikke sådan lige at slippe… Men jeg bider til sidst det hele i mig og siger undskyld og sætter mig hen til ham. Derefter går han af sted med barnet og vil først komme tilbage senere – efter at jeg er gået. Han har ikke sin mobil med sig, da den var løbet tør for strøm. Jeg tager til middag og fest om aftenen – og hører først fra ham kl. 23. På det tidspunkt er jeg så opgivende, at jeg mest af alt har lyst til at tage hjem og hente barnet og tage ud til mine forældre.

Vi snakker lidt sammen i telefonen, og jeg siger, at jeg har brug for at snakke sammen om søndagen. For det holder bare ikke lige nu. Jeg føler mig afvist, og jeg føler ikke at han arbejder med sin depression (sidste efter råd fra psykolog, men det var nok ikke meningen, at det skulle komme efter skænderi og over telefonen efter lidt for meget champagne).

Søndag morgen får vi snakket. Og jeg får grædt og snøftet. Pludselig snakker vi om det igen. Om vi skal gå fra hinanden. Og vi snakker seriøst om det. Han mener, at vi enten bliver sammen eller går fra hinanden. Ikke noget med at være kærester på deltid denne her gang. Jeg hælder mere til deltidsløsningen. Jeg får sagt, grædt og skreget, at han ikke arbejder nok for at blive rask. Han synes at det ikke passer, og at han har det bedre, og at det går fremad. Men han gider ikke snakke med flere psykologer, terapeuter eller andre kloge mennesker. Nu må vi afvente, og se hvad han får tilbudt af pakkeforløb fra hospitalet. Men der kan gå op til 2 måneder, før han kan komme i gang med gruppeterapi. Noget som han på forhånd afskriver som ”ikke noget for ham”.

Problemet med denne her sygdom er, at den depressive ofte ikke har et reelt billede af sin sygdom. Og det passer så godt på manden. Han tror ikke, han er så syg, som han er. Som jeg kan se, han er. Samtidigt har jeg jo ikke den fjerneste ide om hvordan han egentlig har det. Vi er tilbage på at jeg bare får at vide at han har det fint. Det bliver ikke udspecificeret. Det bliver ikke uddybet.

I dag har han været til afsluttende samtale hos den psykolog der har fulgt ham fra indlæggelsen og indtil nu. Og efter den samtale er der ikke flere samtaler inden den gruppepakke han nok bliver tilbudt. Psykologen anbefalede ikke at tage drastiske beslutninger nu. Men manden fortalte ham selvfølgelig ikke om det lille angstanfald, han havde for to uger siden.

Hvor længe bliver man, når man er begyndt at blive bekymret for barnet? Alt det hun oplever? Hun higer efter sin fars opmærksomhed, men får den kun når han vælger hende til. Kun når han har overskuddet til det. Depression er ikke direkte arvelig. Men gennem en kombination af genetik og miljø er det. Så hun er vel efterhånden i risikogruppen. Forhøjet risiko for depression.

Fuck.

Og det er jeg sikkert også…

Og jeg er åbenbart også i risikogruppen for at blive alenemor.

Fuck.

Jeg er så træt af det her.


Og - hvad hvis det er mig, der er helt galt på den og overdramatiserer alting?


ps. Søndag efter en lang snak uden konklusioner tog vi til familiefødselsdag og havde det hyggeligt og dejligt. Manden spillede guitar og sang hele eftermiddagen. Så igen ser ingen det.
pps. Jeg lod være med at træne her til eftermiddag i den naive tro, at han ville tage til fodbold, mens jeg har barnet. Han ligger og sover lige nu.
ppps. Hvad jeg har lært af ovenstående: 1. Ved skænderier: Sig undskyld og bid det i dag. Få frustrationerne ud andet sted. 2. Jeg stoler ikke på det sygdomsbillede, han fortæller mig. Han har ikke realitetssans nok.

Glæde

Det hele er ikke bare surt og hårdt. Der er også alt det gode og det rare.

Vi elsker hinanden. Vi elsker vores liv, og vi elsker vores datter. Vi elsker tanken om en fremtid. Vi elsker vores fortid. Vi griner en gang i mellem (dog sjældnere end før), og vi elsker stadig med hianden.
Det er vigtigt at holde fast i de kæmpe store småting. Det er vigtigt at holde fast i glæden.

Og så ser jeg vores nuværende livssituation, som en lejlighed for at udvikle mig og vokse.

Den postive depressionsliste indtil videre:
1. Jeg er startet til et meditationskursus - og er rigtig glad for det
2. Jeg tvinger mig selv til at finde glæden og lykken inden i - og finder det uden problemer
3. Jeg værdsætter glæde og overskud meget mere
4. Jeg har lært en hvis forståelse for psykisk sårbare
5. Jeg ved, at jeg vil være sammen med min mand
6. Jeg skriver denne blog

Der er nok flere ting, så denne liste vil komme i et opdateret indlæg senere en dag.

Men depressionen er ikke kun negativ hele tiden. Den er altomfavnenden og knugende. Men man kan tage et valg. Og jeg har valgt at tage et aktivt valg om at vokse og udvikle. Bare en smule.

Jeg har været til psykolog eller pis...

Jeg var til psykolog i fredags. Jeg har været der fire gange nu. Det startede, fordi jeg var desperat, mens manden var indlagt. Jeg vidste intet. Hvordan ser mit liv ud om fem dage? Om to dage? Og hvad med min familie? Så jeg var forvirret og ked af det. Rigtig ked af det. Jeg fik en tid og troppede op til første samtale. Og hulkede mig igennem hele den første time. Jeg gik derfra følende frustreret og irriteret. Jeg følte ikke, at hun forstod, hvor dårligt manden havde det. Og jeg følte, at hun satte mig i bås som en overkontrollerende kælling. Men alligevel tog jeg tilbage  til anden samtale en uge efter. For jo jo, jeg tenderer en smule kontrolfreak. Men manden havde det dårligt! Stadig! Så jeg sagde til hende, at jeg var sur, og at hun var nødt til at acceptere, at manden havde det dårligt. Og det gjorde hun. Havde hun gjort fra starten af. Jeg gik fra anden gang med gode råd til, hvordan jeg skulle snakke med manden. Tredje gang gik jeg derfra med råd om at trække vejret og bruge kommunikation til at undgå konflikter. Og så har jeg været der igen i dag.

De gode råd:

1. Tro på ham, når han siger, at han har det okay. Og lad være med at forvente at hans "jeg har det fint" betyder at han er rask. NEj så betyder det at han har det fint. Bedre end når han er i et hul. Og det er fedt! Al fremskridt skal fejres.
2. Når han nærmer sig mine grænser, så træk vejret og svar igen med en kliche: "dejlig vejr, hvornår er bryllupsfesten lørdag etc.?". For konfrontationen er ikke produktiv her.
3. Sig fra, bevar din intigretet, men forvent ikke forståelse. Vær rolig og positiv. Lad være med at forstærke de negative tankemønstre.
4. Støt ikke den negative tankespiral ved at bestyrke ham i det positive "du er dejlig, en god far, skøn elsker, vigtig i vores liv". Og gør det hellere en gang for meget, end en gang for lidt.
5. Lær at se manden og ikke kun sygdommen. De to ting er adskilt.

Det sidste punkt er uden tvivl det sværeste for mig.

Det giver mig noget at gå hos hende. Jeg tror, det giver noget tryghed, i at jeg har en at vende tvivl, uklarheder og usikkerheder med. Og så er der en, der forhåbentligt ser det, hvis jeg bliver trukket med ned i mørket.

Så jeg bliver ved. Pis. Endnu en ting på to do listen over gode ting for mig selv. Det er bare sjovt nok også de ting, der nemmest bliver nedprioriteret. Trods alle gode råd om, at jeg skal passe på mig selv og huske mig selv. Så er det bare svært at mene, at ens træning er vigtigere end at være hjemme, når han er nede i et hul. Så ryger alt sund fornuft ud af vinduet. Pis. På den gode måde...

Alt det som ingen ser

Der er stor forskel på, når vi bare er os tre, og når vi er ude. Når vi bare er os tre, kan jeg tage barnet og gå. Jeg kan lave mad, rydde op, skrifte ble, lege, vaske tøj - det hele. Men når der er andre. Så bliver det sværere. For han trækker sig tilbage. Så skal jeg stadig gøre det hele, samtidigt med at jeg skal sørge for ham - og svare på alle spørgsmålene. At være åben omkring en depression er det eneste rigtige - det ved jeg godt. Men fuck hvor er det trættende altid at skulle konfronteres med det.

Når vi er hjemme, kan jeg stå op om morgenen med barnet, give hende morgenmad, tøj på, lege med hende, og gøre mig selv klar, alt i mens han sover. Når vi er ude blandt folk eller har gæster derhjemme, lægger de mærke til de hårde ord, der kommer fra ham. Så lægger de mærke til, hvordan han intet gør for at hjælpe mig, mens jeg render rundt. Og de forstår det jo godt. Det er jo ikke hans skyld, (hvilket det heller ikke er, men det gør det ikke mindre frustrerende) og de synes, at jeg er vanvittig sej (jo jo, engang i mellem, men mest af alt er jeg bare træt). Men det er et brudstykke, de ser. De ser ikke, når han vælger at sove oppe på sofaen, fordi han ikke kan være i "det" og fordi han ikke kan sove. De var der ikke dengang, han fik så hårdt trykken for brystet, at vi var bange for, om han var ved at få noget med hjertet (han får jo alle bivirkninger and then some). De sidder ikke med os i toget på tværs af landet for at besøge hans familie - og han kan ikke mig eller barnet. Eller hans familie, når vi endelig kommer frem.

De ser ikke alle de gange jeg giver ham et kys og får en mekanisk bevægelse igen.

Og jeg ved godt, at lige nu så er det mig, der er den. Det er mig, der må få hverdagen til at hænge sammen. Og det gør jeg. Og engang i mellem kommer han op til overfladen og gør noget. Men jeg kan ikke regne med det. Og det gør jeg heller ikke. Og det er svært. Ikke at kunne regne med den man elsker. Bare at lade stå til. For jeg må ikke gå ind og kontrollere. Og jeg må ikke gøre ting for ham. Han skal selv.

Men når hans beslutning for dagen er at lade barnet blive hjemme, fordi hun virker lidt pjevs, så bliver jeg nødt til at reagerer. Hun skulle ikke blive hjemme, fordi han syntes, hun var sløj. Hun havde det fint. Han kunne bare ikke overskue turen ned til vuggestuen. Så jeg putter hende på cyklen og kører af sted. Og ringer senere en halv time inden han skal hente hende og tage hende til lægen. Bare for at være på den sikre side. Og jo jo, han er vågen, men kun lige akkurat.

Dengang det kun var mig og ham, der kunne jeg lade stå til. Og jeg kunne gå min vej. Nu har vi en pige på 1 år, som leder efter sin far, når han går væk. En pige på 1 år som søger hans opmærksomhed, men ikke altid får den. Så jeg kan ikke bare lade stå til eller gå min vej. Den mulighed er opbrugt.

Jeg går til psykolog for at lære alt hvad jeg kan gøre af gode ting. Jeg skal af sted på fredag igen. Det er blevet en pligt - for hans skyld. For så ved han at jeg bliver passet på. Han er så bange for at jeg skal gå i stykker. Men nu er det slut. Jeg gider ikke mere. For det er ikke mig der er syg. Og sådan føler jeg det hver gang jeg skal derhen. Men noget har jeg fået ud af det:

1. Træk vejret og brug en kliche (hvor er det godt vejr eller anden udenomssnak) når han siger ting, der tydeligt er strenge eller provokerende

2. Tro på ham, når han siger, han har det godt og ikke kun på min egen mavefornemmelse

3. Overlad ansvar til ham, hvis han beder om det

Lige nu er vi nede i en dal igen. To skridt frem og et tilbage. Jeg er træt.

ps. beklager, hvis du nu har en vis dansk top sang på hjernen...

Historie

Mandens depression har luret hele vejen igennem. Den har bare reageret på forskellige navne: tristhed, træthed, stres, ludomani, dovenskab. Men i nutidens åh så klare lys, kan jeg spotte den klart og tydeligt i hele forhistorien.

Maj 2006: Vi mødes en fredag aften hjemme i min lejlighed, kysser, og er kærester fra om mandagen og bor mere eller mindre sammen fra om tirsdagen.

August 2006: Vi er inde i en butik, der ikke tager dankort. Heldigvis har manden altid kontanter på sig, og ejede ikke et dankort. Efter at have mobbet ham med det lidt, kommer sandheden frem; ludomani. "Fint" siger jeg, (og er ved at dø inden i). "Men, hvis vi skal bygge og bo i al fremtid, så skal du have hjælp". "Ok".
12 gange samtale på Center for Ludomani. Spillet er slut. For nu.

Juni 2007: Manden bliver færdiguddannet og ryger direkte ud i en mellemlederstilling. Og arbejder over de næste to år mellem 45 og 80 timer i gennemsnit. En uge arbejder han endda 112 timer, (hvilket er muligt, når man arbejder på en døgninstitution, og ens arbejder derved er tilgængeligt 24 timer i døgnet). "Han arbejder godt nok meget, er han ok?" spørger venner og familie. "Alt er fint, han har prøvet at gå ned med stres før, har han fortalt mig, så han kender faresignalerne".

Juni 2009: Stres. Men ikke sygemeldt. Endnu.

August 2009: Bryllup. Fantastisk smukt og vidunderligt. Planlagt mens jeg også prøver at tage mig af ham.

September 2009: Opsigelse og en måneds ledighed fra arbejde. Og spillet vener tilbage.

November 2009: Nyt job og ny behandling hos Center for Ludomani

Juni 2010: Vores datter kommer til verdenen

November 2010: Til fællessamtale på Center for Ludomani bliver manden bedt om at tage en depressionstest. Den afslører, at han har en svær depression. Jeg ser ham græde for anden gang i vores forhold. Første gang var også til fællessamtale på Center for Ludomani.

December 2010: Manden sygemelder sig. Han kan godt se, at han ikke kan gå på barsel fra januar af, når han i bund og grund ikke vil være sammen med barnet. 3 uger bliver brugt hovedsageligt i sengen. Min forbudte tanke i denne periode: "Jeg hader, at han ødelægger den sidste del af min barsel - og jeg hader at det sker i december. Ynglingsmåneden."

Januar 2011: Opstart med psykolog som er blevet givet af den private sundhedsforsikring, og lille dosis anti-depressive piller ordineret af den praktiserende læge. Min rare tanke: "Puha, nu skal alt nok blive bedre. Nu er der folk inde over det. Nu er det ikke kun mig, der er den".

Marts 2011: Jeg ringer til lægen. "Min mand har ikke fået det bedre trods pillerne". Læge: "Han har jo heller ikke været inde til opfølgning eller noget. Han skal sættes op i medicin og i gang med et forløb. Der må være sket en fejl". Opstart af "hvilken medicin og i hvilken mængde"-legen begynder.

Marts-maj 2011: Bivirkninger, bivirkninger og ingen forbedringer. I påsken forsvinder han ned i et sort hul og beslutter sig for at gå. Bare tage rygsækken på ryggen og gå. I hundende.

Maj 2011: Jeg får overtalt ham til at han skal indlægges. Jeg tigger og beder ham - for jeg kan ikke mere.  Ja, JEG kan ikke mere. Han er indlagt en uge, og opstarter efterfølgende et behandlingsforløb. Medicinen er blevet justeret og monitoreret. Han har næsten fået den ro han efterspurgte.

Juni 2011: Han har det bedre. Mere energi, rarer at være sammen med, betænksom når han kan, og for første gang i over et halvt år føler jeg at kys og kram er ægte og ikke mekaniske. Det er en befrielse. Men også en smule overvælende.

Undervejs i de sidste 5 år har tristheden ligget på lur. Det har den i realiteten gjort siden hans teenageår. Da jeg kommer ind i hans liv, bliver jeg også en faktor i hans psykiske helbred, og derved også hans depression. Og hans depression blev en faktor i mit liv. Jeg skal også lære, hvad jeg gør galt - og rigtigt.

Men han har det bedre. To skridt frem og et tilbage. Hvorfor føles skridtet tilbage så bare som en mavepuster? Hver gang?

ps. har holdt fødselsdag for bebsen i dag. Og han kom igennem hele dagen. Uden at være ubehagelig eller hård. Og han nød det. Alle menneskene og gaverne og larmen. Han nød os.

Om mig, hvorfor denne blog og to små regler

Hvorfor satte jeg mig ned til tasterne og skrev for en lille måned siden for første gang? Og hvorfor har jeg ikke skrevet noget siden?

Jeg vil starte med at svare kort, for derefter at uddybe det hele senere.

Mig. Jeg er gift med manden, som har en depression. Den er blevet karakteriseret som en middel til svær depression. Og den har varet i al for lang tid. Vi har været kærester i 5 år, gift i 2 og forældre i 1. Vi har pigen med de smukkeste øjne, og hun er vidunderlig. Jeg sidder og skriver speciale 1/3 af dagen, og er gift med en depression 2/3 af dagen. Vores og sygdommens historie kommer i et indlæg for sig.

Hvorfor? Jeg har i et stykke tid nydt godt af alle andres blogs, og en aften da manden var indlagt, havde jeg så meget indeni, men intet overskud til at ringe til nogen og dele det. Men jeg måtte have det ud. Og det var ikke nok at få det ud for derefter at gemme det væk. For der er andre, der står i samme situation.

To. 1: Jeg skal skrive mindst et indlæg om ugen. Det er mere end rigeligt, tænker jeg, men jeg må og skal holde mig selv fast på det.  2: Dette skal ikke være en ynke eller en brokke blog. Det vil også komme, men jeg vil prøve at holde fast i, hvad der sker, og hvordan jeg har det.

Hvad: Jeg vil skrive om mig, mit ægteskab med (manden med) depression og livet som mor i alt det her. Jeg vil ikke komme med viden om depression. Det findes der allerede mange steder der leverer. Her får et indblik i, hvordan jeg oplever det hele. I håb om at dels få afløb for alle de sætninger, der flyver rundt i mit hoved, og dels i håb om at det kan være en udstrakt hånd for andre, der er eller har været i samme situation.

Og hvorfor har jeg ikke skrevet noget siden? Fordi det er hårdt og det er svært. Det er to skridt frem (jaaa – vi fester og og fejrer) og et skridt tilbage (selv om det føles som tre skridt tilbage). Jeg elsker ham, men hader at være gift med depressionen. Hader.

Manden er helt åben og ærlig omkring sin sygdom – og har dermed tvunget mig til også at være det. Heldigvis. Men her vil det stadig være uden navn nævnelse, men historier vil blive fortalt som de er – og ikke sløret på alle mulige måder.

Tak.

Ps. Jeg vil ikke blive vred, hvis jeg bryder en af de to små regler – som blot er rettesnore.

Pps. Manden ved jeg skriver denne her, men har også fået et vide at det her er mit – og kun mit.

Fokus på mig

Fik lov til at sove nogenlunde længe. Hvilket var nødvendigt efter en nat med en times babypjevs. Det plejede at være ham der tog nætterne. Ham der var på barsel. Nu er jeg ikke på barsel og jeg tager nætterne. Men det er okay. Ikke noget et tæppe på gulvet, en pude og en hånd gennem tremmerne ikke kunne klare (hvad gør man ikke for at sikre at barnet vil sove i sin egen seng). Da vi vågnede i morges slog tanken mig: Nu ville han tage hende op, så jeg kunne sove længe efter at have været oppe med hende i nat. Men nej. Som potentiel ene og alene mor er det mig, der tager hende om natten og om morgenen. Det er måske selvklart for andre. Men jeg har kun potentiel set været alenemor i 4 dage nu. Så alt er nyt for mig. Det er nye tanker der rammer mig i samværet med lækkertøsen. Efter en formiddag i går sammen med hans forældre, der ikke bor i København, indkøb og en tur forbi biblioteket var jeg klar til at slappe lidt af. Men nej, der er sjovt nok ikke nogen, der venter derhjemme og tager hende. Som har savnet hende og derfor synes det er fantastisk, at være sammen med hende og lade moren få en lur. Men det blev nogenlunde fikset ved at lade lækkertøsen hive alle bøgerne ud af bogreolen, mens jeg stenede serier på sofaen.

Han ringede i går aftes. Og ville snakke. Men vi havde ikke noget at snakke om. Lige pludselig kunne jeg mærke en vrede, jeg ikke har mærket før. ”Jeg er træt – og du vil bare snakke. Så snak! For jeg har ikke meget at fortælle. Jeg har været sammen med DIN familie i dag. Og det er meningen at jeg skal gøre noget for mig selv”. Han tager til sin jobsamtale i næste uge og håber at få jobbet. Men han regner ikke med at flytte hjem. Hvilket er det rigtige. Men fuck hvor er det også nedern. Men de nærmere omstændigheder omkring noget som helst kender ingen af os. Fuck!

Lige nu er han hjemme hos sin bror sammen med hele familien. Jeg var da velkommen. Var det ikke for regnen og den der stemme, der råbers – i dag er kun for dig – havde jeg stormet derud. Og egentlig er det mest på grund af regnen. Jeg kom endda til at gå så langt som til at foreslå, at vi alle kunne være her. Fordi det er at tænke på mig selv. Det er at finde mig selv. Christ. 

Nå – jeg prøver. Igen. Ved ikke om han kommer forbi senere i dag. Men om lidt skal lækkertøsen ud i klapvognen, og jeg skal have kaffe og forbi en grønner og købe krydderier og lækre grønsager. For jeg gider ikke spise ostemad eller A38 til aftensmad igen i aften. Næ nej, dahl er planen!

ps. Har givet ungen strithår – endelig kan hun få mohawk

pps. Har en unge der trisser rundt og siger hej hele tiden

ppps. Skal have planlagt én spændende ting for mig selv i næste uge

Første dag i resten af ... eller how to mend a confused heart

August 2009. JA. ”Jeg tager dig af hele mit hjerte”. Solen skinnede, og vi var alle glade. Festen varede til fuglene sang og solen stod højt på himlen. Dagene efter var en rus af velkendt nyforelskelse. Månederne efter stod i solen, cafeernes, festerne, demonstrationernes og øllenes tegn. Livet var godt. Så en dag fik jeg en fornemmelse. Og den voksede i inden i mig. 4 graviditetsprøver senere troede jeg på det. Endelig skulle jeg give min mand det, han havde ønsket sig så brændende. Og det som jeg det sidste år havde erkendt, jeg ikke kunne leve uden. Givet, graviditeten var først sjov til aller sidst og fødslen – nå ja, det er vel aldrig sjovt. Men pludselig lå hun der på min mave og skreg i vildens sky. Jeg viste mig instinktivt som løvemor, og han vidste, at han nu var i stand til at dræbe, hvis nogen truede dette lille sorthårede vidunder, vi havde skabt. Og alt var lykke. 

Så kom december. Min barsel var ved at være slut, og hans skulle starte. Ja, vi er noget så moderne her i hjemmet, at vi deler næsten lige over – men også kun næsten. Det eneste problem var, at de sorte tunge skyer var på vej ind over vores liv igen. Og  denne gang ramte de hårdere end nogen sinde før. Efter tre uger i sengen var det hans tur til barsel. Så han mandede sig op – for der var et andet liv at tage ansvar for. Et liv som ikke bare kunne gå ud af døren og hen på specialekontoret. Jeg slæbte mig af sted hver dag, men hovedet blev de fleste dage derhjemme. For jeg vidste, at han ikke havde det godt. Lægen testede og endelig kom dommen/diagnosen. Svær depression. Åh, hvor befriende endelig at sætte ord på det der noget, der havde været en sten i skoen igennem hele vores forhold. Alt det forkerte fik en kasse at komme ned i. Men det gjorde det ikke nemmere. Psykologer blev hidkaldt og medicin afprøvet. Men intet hjalp. As we speak er han indlagt og snakker kun nødtørftigt med mig. Hmm. Og han regner ikke med at komme hjem igen lige foreløbigt. Om han mener han skal blive på hospitalet (det er simpelthen så tabuagtigt at sige højt: Min mand er indlagt – han er syg) eller om han vil gå ud af landevejen indtil han finder enden af regnbuen og et svar, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det liv, der blev skabt en sommerdag i august for små to år siden, er ved at falde fra hinanden. Og rådet alle giver mig: "Nu skal du fokusere på dig selv. Nu skal det handle om dig". Så:

Hej, jeg hedder (indsæt valgfrit navn på fire bogstaver her). Jeg er 28, specialeskrivende og potentiel alenemor. Hmm...

ps. jeg har ikke tudet i to dage nu

pps. Jeg har kun haft lyst til at tude 3 gange i dag

ppps. Jeg storforbruger mit barns duft for tiden. Det er som om, at den holder mig lidt sammen 

pppps. Vi må se