Denne her blog er blevet mere et sted, hvor jeg viser, hvad der foregår inde i mit hoved end rundt omkring mig. Og det passer mig egentlig godt. Der er masser, som har prøvet at forklare mig, hvad der foregår inde i hovedet på en med en depression (ud fra deres egen erfaring med det). Og en enkelt som har prøvet at være pårørende. Og nu er på den anden side. Men ikke sammen med den person længere. Det kunne jeg heller ikke bruge til noget.
Gode råd har jeg fået en milliard af. Jeg har ikke kunne bruge dem til noget.
Så hvad er mit gode råd til jer, der læser med og sidder i samme situation? Få hjælp tidligere end jeg gjorde fra en professionel. Sig fra. Og lad være med at lytte til alle de gode (velmenende) råd, I får.
Lyt i stedet for til den syge. Hvis personen siger noget, er det fordi det er vigtigt. Tro på dem. Hvor svært det end kan være. Og hvor forkert det end kan virke. For ofte vil det virke forkert. Hjælp dem. Hvis de vil flygte, så hold på dem. Hvis de vil dø, så hold om dem. Hvis de vil forsvinde, så hold om dem. Hvis de vil gemme sig, så hold på dem. Men det er hårdt. Hårdt. Men siger de at de har hørt en fugl synge. Så kys dem. Har de set et egern. Så syng. Og dans. Men det er hårdt. Hårdt.
Og lyt til dit hjerte og din mave. Lær at lytte til din egen mave og dit eget hjerte.
For ikke lang tid siden sad jeg og rådgav en kvinde der er 10 år ældre end mig. Mit bedste råd? Lad være med at gå ind i og hjælp, hvis du ikke har overskuddet og ikke er klar til at stå ved hele vejen. Sig hellere fra. Start processen op, men sig fra helt fra begyndelsen af.
Sidder I nogen derude og er pårørende? Eller psykisk sårbare?
Hej.... Ja - min kæreste, han har også en depression. Har læst alle din indlæg og det har været en trøst. Det er så ensomt og svært at forholde sig til, trods en masse intensiv læsning. Det ville være rart at kunne tale med en anden om det, som også kender til det. Vil du have lyst til at tale videre om det på mail?
SvarSletDe bedste hilsner
V