Stilhed travlhed stilhed

Jeg har travlt. Som I rigtigt travlt. Som i så travlt, at jeg ikke må fortælle manden om det. Specialet skal afleveres om under to måneder. Og I min verden (den åh så højtflyvende akademiske en) er det KORT tid. Så der knokles.

Det gør, at mine dage består af (ja dage, weekend er inddraget og blevet til helt almindelige dage):

Vågne og op med barnet

Morgenmad og gøre barn klar - nu sammen med manden 4 ud af 7 dage... Det er så fedt (står kun for 65% af ting om morgenen!!!) Kræver vist en :)

Sidde på kontoret i 10 timer

Hjem og kysse sovende barn

Sove

Manden er jo startet arbejde. Og får fri (i den anden ende af byen) 30 minutter efter at vuggestuen lukker. Så jeg er in charge. Manden henter om mandagen (kan han nå efter gruppebehandling på hospitalet). Jeg henter to gange om ugen (maks. stressende), mormoren henter en gang om ugen, og forskellige veninder henter en gang om ugen. Og barnet - hun vågner om natten... Men er glad og tilfreds. Og det er kun i en periode. Om halvanden måned er alt bedre... (når sådan og sådan er et mantra når man er pårørende - nu er mit speciale også med til at forstærke det).

Manden - han synes selvfølgelig det er en dårlig ide, at der er så mange forskellige, der henter hende. Noget han fortalt mig om efter, at vi havde aftalt at gøre det OG jeg havde fået dækket august og september if. hentning. Man han har ikke en bedre ide. Mig - jeg bed mig selv meget hårdt i tungen for ikke at påpege, at det var ham, der havde søgt og sagt ja til et job, der gør at jeg har ansvaret for at hente hende HVER DAG! (kære fremtidig arbejdsgiver - please giv mig et job. Jeg går bare tidligt - hver dag - og har en depressiv mand...)

De gode nyheder: Vi har lige haft 1,5 rigtig god uge. Fyldt med kys, nus, sex, massage, hygge, grin. Ting der har fået mig til at tro på, at vi nok skal forelske os i hinanden igen. Ting der har fået mig til at tro, at vi nok skal elske hinanden igen. Så pludselig vendte det hele. Og fredag gik han ned igen. Men da vi var til kæmpe familiefest i det jyske (hans) blev det jo skjult, og han var den gode søn, der hjalp med at rydde op osv. Så min fest gik ud på at rende rundt efter ungen. Og han er ikke på toppen igen. Her til morgen var det jo alt for irriterende, at barnet ikke bare ville have sin nye cykelhjelm på. Så er det godt at moren kan tage over. Og spise en hel pakke toffiefee det øjeblik de er ude af døren. Føj. Må lære ikke at spise, når jeg er vred... Jeg ser tegn på den han var, inden han gik ned lige for tiden. Er bange for, at han tror han er rask, men at han bare er der, hvor han var før - uden alt det positive.

Det blev et indlæg i øst og vest. Tilgiv mig. Men jeg er inde i min helt egen specialebobel, hvor der ikke er plads til depressive mænd (der ikke kan overskue barnet fordi de er ude til kl. 01.30 og se fodbold og som bliver i dårligt humør af at jeg har travlt (selv om jeg er glad imens...)) eller den store selvudvikling. Som jeg jo åbenbart er i gang med.

Om halvanden måned....