Det er meget vildt. Vi snakker faktisk om noget, der er en måned væk. Eller. Vi startede med at snakke om det da der var en måned til. Nu er det snart. skræmmende snart.
Jeg ikke huske, hvornår vi sidst har gjort det. Snakket om noget der er ude i fremtiden. Altså, ude i fremtiden. Men det er vi tvunget til. Han starter arbejde d. 1. august. Inden for hans felt, men ikke på lederplan. Og det er kun 26 timer om ugen. Og de har startet med at give ham fri hver mandag i 3 måneder, så han kan følge hans behandling. Jeg er bange. Bange for om han kan klare det (nok mest for hvordan han klarer det). Jeg er håbefuld og optimistisk. For det her kan hjælpe ham. Han er et fagligt og arbejdsomt menneske. Det her kan hjælpe ham. Eller knække ham.
Jeg ved, det bliver godt. Min søster har lige lært mig, at der i ordet håber ligger en skjult negativitet. For hvis man kun håber, så åbner man for muligheden, for at det kan gå galt. Så det bliver godt. Og vil hjælpe ham videre.
(hende der har oplevet tillidsbrud på tillidsbrud af depressionen/stressen/ludomanien er lukket uden for døren – men hun råber bare enormt højt og overdøver engang imellem min meget sikre tiltro til den nærmeste fremtid).
Heldigvis starter han job samtidigt med, at han starter op ude på hospitalet efter en sommerferiepause. 12 x gruppesamtaler og alt muligt andet. Det bliver godt. (Han har jo ikke tænkt sig at gøre noget. Han gider ikke være rask). Og han vil blive gladere og få overskud og vi vil se en ende på medicinen og sygdommen.
(Yeah right – du er fucking naiv). Jeg ved det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar