Når man fortæller nogen, at ens mand har en depression, tegner der sig et meget tydeligt billede i deres hoveder. De ser for sig en lettere usoigneret mand, der ligger i sengen uden at kunne overskue at slå dynen til siden. Så når jeg fortæller, at manden er oppe hver dag og er aktiv, kan de ikke helt få det til at passe, med det billede de har i deres hoved. Mandens depression udmønter sig ved sløvsind, apati, dovenhed (er i hvert fald det vi andre putter på ham), træthed og tordenvejr der ruller sig ned over hans hoved som rullegardiner. Da han tog sin tidligere medicin, kunne jeg fysisk aflæse hans humør om morgenen, ud fra hvor tunge hans øjenlåg var. Men manden står op hver morgen. Og afleverer barnet … de fleste morgener. Det kan så også være, det eneste han gør. Og han ligger ikke i sengen hele dagen. Men så ligger han til gengæld på sofaen hele dagen. Hver dag. I en uge. To. En måned. Så har han en god periode. Så er han ude på cafe og læse i sin bog. Eller sammen med venner. Men om aftenen er han træt. For træt til mig.
Han kan ikke overskue for mange ting på en gang. Det er for meget, når både barnet og jeg er der. Hans lunte er kort. Over for mig og over for barnet. Han kan ikke finde ud af at sige fra for sig selv. Han pleaser alle andre, men glemmer sig selv. Han spiser. Og spiser. Og glemmer at spise. Og ryger. Og drikker. Og spiller. For at føle. For at smage. For at mærke. For at glemme. Han har tyvetusinde tanker på en gang i hovedet. Og tredivetusinde følelser. Så han kan ikke føle noget. Eller samle sig om én tanke.
Alt dette er ved at blive bedre.
Han ligger lige nu i sengen og har ikke lyst til at stå op. For første gang nogensinde i denne sygdomsperiode, har han ikke lyst til at stå op. Vi er i sommerhus. Med hele min familie. Og han ligger i sin seng.
Jeg tror desværre, det er direkte affødt af, at vi har snakket rigtig meget om, at jeg er træt og ked af det. Og hans beslutning om at flytte ud hjemmefra, har nok heller ikke hjulpet. En beslutning, som jeg direkte har sagt, jeg ikke er enig i. Selvom jeg har foreslået det i afmagt flere gange. Og en beslutning jeg i mit stille sind er sikker på aldrig bliver udført. Hvor skulle han få energien fra?
Jeg føler mig ikke skyldig. Men jeg tror jeg har min part i hans stemningstilstand lige nu.
”Er der tordenvejr?” ”Ja”. ”Hvad sker der?” ”Jeg har bare ikke lige lyst til at stå op”. ”Jeg tror jeg tager hjem i dag”. Et klassisk symptom på mandens depression. Flugt. Flygt. Løb. Gå. I hundene.
Han kom heldigvis op. Og i gang. Og forklarede, at det ikke var tordenvejret, men apatien der havde ramt ham. Tomheden. Og det er det værste for ham. Så vil han ikke være sammen med nogen. Så sårer han os. Det ved han. For han føler intet. Og så er det for nemt at affeje folk. Alt for nemt. At slå dem med sine ord og handlinger. Og de slag der kommer fra hans apati - de gør ondt. De rammer helt ind.
Dagens gode råd - Vær optimist. Fortæl ham at han er et godt menneske. Fortæl og vis ham at hans tanker om at han er ligegyldig, dum, ulækker og overflødig er usande. Få ham ud af håbløsheden. Ud af den negative spiral.
Fuck - jeg elsker ham. Men skriger lidt indeni.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar