Jeg har ikke kunne samle mig om at skrive. De sidste par uger har været turbulente. Og omtumlede. Og forvirrede. For i takt med at han har fået mere energi, har jeg tabt gejsten. Gejsten for at gøre og holde sammen. Tror det er en meget normal reaktion. Måske. Hvad fanden ved jeg? Jeg kender kun til det her lige nu, lige her.
Han har fået mere energi. Og det er fantastisk at se ham connecte med barnet igen. Og ville sine venner. Givet, han kan stadig ikke vågne om morgenen, før jeg siger, at nu skal han aflevere barnet. Han giver mig kun verdens mindste kys. Han skubber mig væk, når jeg trykker mig ind til ham (og registrerer det åbenbart ikke). Så på et eller andet tidspunkt gav jeg måske lidt op. Så nej, jeg trykker mig ikke ind til ham længere. Jeg forfører ham ikke. Hans mekaniske tilstand er blevet besvaret.
Når manden fortæller om det hele fortæller han tit om vores forhold, som om jeg har stået og råbt ud i en omvendt ekkodal. ”Så gå din vej – jeg går min vej” ”Jeg er ked af det – jeg gør dig mere ked af det” ”Hold om mig – jeg skubber dig væk”. Nu er jeg desværre kommet med over på den anden side.
Jeg har prøvet. På vej op af trapperne til lejligheden, har jeg sagt til mig selv: Det er din elskede mand. Du vil ham. Og i det jeg åbner døre og hører fjernsynet køre og ser opvasken stå på bordet, så er glæden røget ud. Der skal ikke mere til. Og min indre skyld med skyld på har ikke hjulpet. ”Hold nu op, han får det kun dårligere af, at du ikke er optimistisk og glad. Hold nu op, du snakker lige ind i hans håbløshed”.
Men jeg tænder ikke på min mand. For, det er sgu ikke særligt fræk at se sin mand humpe ned af trappen på sine knæ og ankler, der gør ondt på grund overanstrengelse fra hans fede mave. Og jo jo, han ved godt, at det ville hjælpe at spise sundt og dyrke motion. Men jeg må åbenbart acceptere, at han bliver rask på sin måde. Og ikke vil mere. Andet. Nej.
I sidste uge snakkede vi. Der hvor skilsmissen bliver nævnt. Vi finder hinanden igen. Og jeg tænker, at nu ville det blive lyst.
I lørdags er vi til bryllupsfest sammen. Han skubbede mig væk da jeg ville kysse ham. Pænt pakket ind i en joke. Jeg turde ikke se på ham, da gommen holdt din kærlighedstale. Senere sidder vi kun os to på terrassen. ”Er du okay?” spørger han og kigger på mig med et glimt af noget genkendeligt. ”Ikke rigtig”. Vi snakkede en time, da vi kommer hjem. Uden skrig og gråd. Dagen efter tager vi i sommerhus med min familie. Og snakker om aftenen. Han tænker, at det bedste ville være, at han flytter lidt ud. Jeg er ikke enig. For jeg er bange for konsekvensen. Og vi har ikke råd. Men mest af alt er jeg bange.
Han fortæller yderligere, at han føler sig 90% rask. Jeg svarer, at det er verdens største lussing lige i fjæset. For hvis han har det så godt, hvorfor er hans så ikke mere mand over for mig? Måske er jeg de sidste 10%? Hvis han har fået så meget mere energi, hvorfor bruger han den så ikke på mig? Han bruger den jo på sig selv gennem at være sammen med sine venner. Hvorfor bruger han det så ikke på sin krop? Den krop der skal være der for barnet i mange år frem? Hun fortjener ikke en far der ikke kan løbe/hoppe/danse fordi han er for tyk og rygende! Det skal jeg ikke bestemme. Eller sætte næsen op efter. Det skal nok komme. Hvorfor vælger du ikke mig til? Hvorfor er jeg sidste prioritet?
Jeg har taget en beslutning. Fake it to you make it. Så jeg elskede med min mand for første gang i alt for lang tid. For vi kan ikke overleve på tantekys og venskabeligheder. Og jeg vil kaste mig over ham igen i aften.
Jeg VIL elske min mand igen
Jeg VIL have lyst til sex med min mand igen
Jeg VIL have min familie
Jeg VIL have min mand igen – ham der gør mig glad. Hele tiden.
Jeg VIL at vi skal være lykkelige
I’ll fake it till I make it!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar