første skridt på vejen

Jeg er ved at miste det overskud, jeg har været i stand til at mobilisere indtil videre. Det er ved at være sluppet helt op. Hvorfor det pludselig skete, ved jeg ikke. Men jeg er træt af denne her situation. Manden mener, at hvis vi vælger at bor hver for sig, så er det første skridt på vejen mod skilsmisse. Jeg ser det som første skridt på vejen til at jeg kan samle kræfter. Men når han har den holdning, kan jeg ikke få mig selv til at bede ham om at gå. Selvom det dræber os. Så mit behov, for at vi skal blive sammen, kan måske i sidste ende være det, der skiller os ad. Og jeg kan ikke bare tage et sted hen. Barnet er en faktor.

Han vil ikke have mere og yderligere hjælp. Han psykolog på hospitalet mente også, at det var ok. At manden kunne se de næste omkring to måneder som en lille ferie.

Nemt nok at kalde vores liv for tiden for en ferie.

Jeg har to måneder tilbage af mit speciale. Vi er ved at være rigtigt pressede. Jeg har aldrig fri. Det stopper aldrig.

Men jeg elsker ham jo for fanden. Så højt. Og jeg har sagt ja. Til hele pakken.

Nogen gode råd? Gerne et der virker...