Historie

Mandens depression har luret hele vejen igennem. Den har bare reageret på forskellige navne: tristhed, træthed, stres, ludomani, dovenskab. Men i nutidens åh så klare lys, kan jeg spotte den klart og tydeligt i hele forhistorien.

Maj 2006: Vi mødes en fredag aften hjemme i min lejlighed, kysser, og er kærester fra om mandagen og bor mere eller mindre sammen fra om tirsdagen.

August 2006: Vi er inde i en butik, der ikke tager dankort. Heldigvis har manden altid kontanter på sig, og ejede ikke et dankort. Efter at have mobbet ham med det lidt, kommer sandheden frem; ludomani. "Fint" siger jeg, (og er ved at dø inden i). "Men, hvis vi skal bygge og bo i al fremtid, så skal du have hjælp". "Ok".
12 gange samtale på Center for Ludomani. Spillet er slut. For nu.

Juni 2007: Manden bliver færdiguddannet og ryger direkte ud i en mellemlederstilling. Og arbejder over de næste to år mellem 45 og 80 timer i gennemsnit. En uge arbejder han endda 112 timer, (hvilket er muligt, når man arbejder på en døgninstitution, og ens arbejder derved er tilgængeligt 24 timer i døgnet). "Han arbejder godt nok meget, er han ok?" spørger venner og familie. "Alt er fint, han har prøvet at gå ned med stres før, har han fortalt mig, så han kender faresignalerne".

Juni 2009: Stres. Men ikke sygemeldt. Endnu.

August 2009: Bryllup. Fantastisk smukt og vidunderligt. Planlagt mens jeg også prøver at tage mig af ham.

September 2009: Opsigelse og en måneds ledighed fra arbejde. Og spillet vener tilbage.

November 2009: Nyt job og ny behandling hos Center for Ludomani

Juni 2010: Vores datter kommer til verdenen

November 2010: Til fællessamtale på Center for Ludomani bliver manden bedt om at tage en depressionstest. Den afslører, at han har en svær depression. Jeg ser ham græde for anden gang i vores forhold. Første gang var også til fællessamtale på Center for Ludomani.

December 2010: Manden sygemelder sig. Han kan godt se, at han ikke kan gå på barsel fra januar af, når han i bund og grund ikke vil være sammen med barnet. 3 uger bliver brugt hovedsageligt i sengen. Min forbudte tanke i denne periode: "Jeg hader, at han ødelægger den sidste del af min barsel - og jeg hader at det sker i december. Ynglingsmåneden."

Januar 2011: Opstart med psykolog som er blevet givet af den private sundhedsforsikring, og lille dosis anti-depressive piller ordineret af den praktiserende læge. Min rare tanke: "Puha, nu skal alt nok blive bedre. Nu er der folk inde over det. Nu er det ikke kun mig, der er den".

Marts 2011: Jeg ringer til lægen. "Min mand har ikke fået det bedre trods pillerne". Læge: "Han har jo heller ikke været inde til opfølgning eller noget. Han skal sættes op i medicin og i gang med et forløb. Der må være sket en fejl". Opstart af "hvilken medicin og i hvilken mængde"-legen begynder.

Marts-maj 2011: Bivirkninger, bivirkninger og ingen forbedringer. I påsken forsvinder han ned i et sort hul og beslutter sig for at gå. Bare tage rygsækken på ryggen og gå. I hundende.

Maj 2011: Jeg får overtalt ham til at han skal indlægges. Jeg tigger og beder ham - for jeg kan ikke mere.  Ja, JEG kan ikke mere. Han er indlagt en uge, og opstarter efterfølgende et behandlingsforløb. Medicinen er blevet justeret og monitoreret. Han har næsten fået den ro han efterspurgte.

Juni 2011: Han har det bedre. Mere energi, rarer at være sammen med, betænksom når han kan, og for første gang i over et halvt år føler jeg at kys og kram er ægte og ikke mekaniske. Det er en befrielse. Men også en smule overvælende.

Undervejs i de sidste 5 år har tristheden ligget på lur. Det har den i realiteten gjort siden hans teenageår. Da jeg kommer ind i hans liv, bliver jeg også en faktor i hans psykiske helbred, og derved også hans depression. Og hans depression blev en faktor i mit liv. Jeg skal også lære, hvad jeg gør galt - og rigtigt.

Men han har det bedre. To skridt frem og et tilbage. Hvorfor føles skridtet tilbage så bare som en mavepuster? Hver gang?

ps. har holdt fødselsdag for bebsen i dag. Og han kom igennem hele dagen. Uden at være ubehagelig eller hård. Og han nød det. Alle menneskene og gaverne og larmen. Han nød os.