Jeg var til psykolog i fredags. Jeg har været der fire gange nu. Det startede, fordi jeg var desperat, mens manden var indlagt. Jeg vidste intet. Hvordan ser mit liv ud om fem dage? Om to dage? Og hvad med min familie? Så jeg var forvirret og ked af det. Rigtig ked af det. Jeg fik en tid og troppede op til første samtale. Og hulkede mig igennem hele den første time. Jeg gik derfra følende frustreret og irriteret. Jeg følte ikke, at hun forstod, hvor dårligt manden havde det. Og jeg følte, at hun satte mig i bås som en overkontrollerende kælling. Men alligevel tog jeg tilbage til anden samtale en uge efter. For jo jo, jeg tenderer en smule kontrolfreak. Men manden havde det dårligt! Stadig! Så jeg sagde til hende, at jeg var sur, og at hun var nødt til at acceptere, at manden havde det dårligt. Og det gjorde hun. Havde hun gjort fra starten af. Jeg gik fra anden gang med gode råd til, hvordan jeg skulle snakke med manden. Tredje gang gik jeg derfra med råd om at trække vejret og bruge kommunikation til at undgå konflikter. Og så har jeg været der igen i dag.
De gode råd:
1. Tro på ham, når han siger, at han har det okay. Og lad være med at forvente at hans "jeg har det fint" betyder at han er rask. NEj så betyder det at han har det fint. Bedre end når han er i et hul. Og det er fedt! Al fremskridt skal fejres.
2. Når han nærmer sig mine grænser, så træk vejret og svar igen med en kliche: "dejlig vejr, hvornår er bryllupsfesten lørdag etc.?". For konfrontationen er ikke produktiv her.
3. Sig fra, bevar din intigretet, men forvent ikke forståelse. Vær rolig og positiv. Lad være med at forstærke de negative tankemønstre.
4. Støt ikke den negative tankespiral ved at bestyrke ham i det positive "du er dejlig, en god far, skøn elsker, vigtig i vores liv". Og gør det hellere en gang for meget, end en gang for lidt.
5. Lær at se manden og ikke kun sygdommen. De to ting er adskilt.
Det sidste punkt er uden tvivl det sværeste for mig.
Det giver mig noget at gå hos hende. Jeg tror, det giver noget tryghed, i at jeg har en at vende tvivl, uklarheder og usikkerheder med. Og så er der en, der forhåbentligt ser det, hvis jeg bliver trukket med ned i mørket.
Så jeg bliver ved. Pis. Endnu en ting på to do listen over gode ting for mig selv. Det er bare sjovt nok også de ting, der nemmest bliver nedprioriteret. Trods alle gode råd om, at jeg skal passe på mig selv og huske mig selv. Så er det bare svært at mene, at ens træning er vigtigere end at være hjemme, når han er nede i et hul. Så ryger alt sund fornuft ud af vinduet. Pis. På den gode måde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar