Om mig, hvorfor denne blog og to små regler

Hvorfor satte jeg mig ned til tasterne og skrev for en lille måned siden for første gang? Og hvorfor har jeg ikke skrevet noget siden?

Jeg vil starte med at svare kort, for derefter at uddybe det hele senere.

Mig. Jeg er gift med manden, som har en depression. Den er blevet karakteriseret som en middel til svær depression. Og den har varet i al for lang tid. Vi har været kærester i 5 år, gift i 2 og forældre i 1. Vi har pigen med de smukkeste øjne, og hun er vidunderlig. Jeg sidder og skriver speciale 1/3 af dagen, og er gift med en depression 2/3 af dagen. Vores og sygdommens historie kommer i et indlæg for sig.

Hvorfor? Jeg har i et stykke tid nydt godt af alle andres blogs, og en aften da manden var indlagt, havde jeg så meget indeni, men intet overskud til at ringe til nogen og dele det. Men jeg måtte have det ud. Og det var ikke nok at få det ud for derefter at gemme det væk. For der er andre, der står i samme situation.

To. 1: Jeg skal skrive mindst et indlæg om ugen. Det er mere end rigeligt, tænker jeg, men jeg må og skal holde mig selv fast på det.  2: Dette skal ikke være en ynke eller en brokke blog. Det vil også komme, men jeg vil prøve at holde fast i, hvad der sker, og hvordan jeg har det.

Hvad: Jeg vil skrive om mig, mit ægteskab med (manden med) depression og livet som mor i alt det her. Jeg vil ikke komme med viden om depression. Det findes der allerede mange steder der leverer. Her får et indblik i, hvordan jeg oplever det hele. I håb om at dels få afløb for alle de sætninger, der flyver rundt i mit hoved, og dels i håb om at det kan være en udstrakt hånd for andre, der er eller har været i samme situation.

Og hvorfor har jeg ikke skrevet noget siden? Fordi det er hårdt og det er svært. Det er to skridt frem (jaaa – vi fester og og fejrer) og et skridt tilbage (selv om det føles som tre skridt tilbage). Jeg elsker ham, men hader at være gift med depressionen. Hader.

Manden er helt åben og ærlig omkring sin sygdom – og har dermed tvunget mig til også at være det. Heldigvis. Men her vil det stadig være uden navn nævnelse, men historier vil blive fortalt som de er – og ikke sløret på alle mulige måder.

Tak.

Ps. Jeg vil ikke blive vred, hvis jeg bryder en af de to små regler – som blot er rettesnore.

Pps. Manden ved jeg skriver denne her, men har også fået et vide at det her er mit – og kun mit.