Alting ændrer sig meget hurtigt - snak i går

Det gik rimelig galt over weekenden. Efter en god pårørende samtale på hospitalet torsdag, (som vi dog efterfølgende blev enige om var ret falsk og fyldt med masker og facader), og hyggelig kærestefrokost efterfølgende, gik det galt. Fredag er jeg til psykolog og kommer ud derfra til en telefonsvarerbesked, der lyder: "Hej skat, mig og ungen er på vej til Fredensborg til grill og hygge. Du er velkommen efter dit meditationskursus”. Jeg takker pænt nej tak, da jeg ville være fremme kl. 21, og egentlig bare havde lyst til at være sammen med manden – noget vi ikke rigtig har været i de sidste to uger. Jeg havde glædet mig til hyggelig middag og nulren på sofaen efter bebsen var lagt. Og så skulle vi sove sammen. I vores seng. Jeg ved ikke, hvor jeg havde den romantiske (og naive) tanke fra. I løbet af de sidste to uger har han kun sovet nede i sengen mindre end hver tredje dag. Ellers falder han i søvn på sofaen kl. 03 om natten. Og "glemmer" derfor at komme ned. Eller også så kommer han hjem mellem 00 og 02 om natten efter at have været sammen med venner, og vil så ikke vække mig.

"Nej – du vil bare ikke ligge tæt sammen med mig. Du afviser mig! Du laver aftaler lige så snart det lugter af, at vi har en aften hjemme sammen. Og du vidste godt, at jeg ikke vil bruge en time i toget på at komme op til dig. Du trækker dig væk. Jeg ved ikke, hvor du er, eller hvordan du har det"

Lørdag er vi begge trætte, fordi vi ikke har sovet nok om natten. Han faldt i søvn (på sofaen) kl. 04, og jeg havde ventet oppe på at de skulle komme hjem fra Fredensborg. Min fejl åbenbart. Jeg går i seng kl. 01 og han skulle bare lige… Og med en baby der vågner kl. 06. Ja.

Så lørdag er min lunte kort. Jeg er ikke blevet holdt om, kysset eller kærtegnet i alt for lang tid. Så skænderiet ligger og lurer, og vi springer også i luften. Efter en masse frem og tilbage, hvor vi begge er galt på den og vrede (og han får bedt mig om at holde kæft og kaldt mig en luder – that’s a first), prøver han tre gange at komme mig i møde. Men luderkommentaren er bare ikke sådan lige at slippe… Men jeg bider til sidst det hele i mig og siger undskyld og sætter mig hen til ham. Derefter går han af sted med barnet og vil først komme tilbage senere – efter at jeg er gået. Han har ikke sin mobil med sig, da den var løbet tør for strøm. Jeg tager til middag og fest om aftenen – og hører først fra ham kl. 23. På det tidspunkt er jeg så opgivende, at jeg mest af alt har lyst til at tage hjem og hente barnet og tage ud til mine forældre.

Vi snakker lidt sammen i telefonen, og jeg siger, at jeg har brug for at snakke sammen om søndagen. For det holder bare ikke lige nu. Jeg føler mig afvist, og jeg føler ikke at han arbejder med sin depression (sidste efter råd fra psykolog, men det var nok ikke meningen, at det skulle komme efter skænderi og over telefonen efter lidt for meget champagne).

Søndag morgen får vi snakket. Og jeg får grædt og snøftet. Pludselig snakker vi om det igen. Om vi skal gå fra hinanden. Og vi snakker seriøst om det. Han mener, at vi enten bliver sammen eller går fra hinanden. Ikke noget med at være kærester på deltid denne her gang. Jeg hælder mere til deltidsløsningen. Jeg får sagt, grædt og skreget, at han ikke arbejder nok for at blive rask. Han synes at det ikke passer, og at han har det bedre, og at det går fremad. Men han gider ikke snakke med flere psykologer, terapeuter eller andre kloge mennesker. Nu må vi afvente, og se hvad han får tilbudt af pakkeforløb fra hospitalet. Men der kan gå op til 2 måneder, før han kan komme i gang med gruppeterapi. Noget som han på forhånd afskriver som ”ikke noget for ham”.

Problemet med denne her sygdom er, at den depressive ofte ikke har et reelt billede af sin sygdom. Og det passer så godt på manden. Han tror ikke, han er så syg, som han er. Som jeg kan se, han er. Samtidigt har jeg jo ikke den fjerneste ide om hvordan han egentlig har det. Vi er tilbage på at jeg bare får at vide at han har det fint. Det bliver ikke udspecificeret. Det bliver ikke uddybet.

I dag har han været til afsluttende samtale hos den psykolog der har fulgt ham fra indlæggelsen og indtil nu. Og efter den samtale er der ikke flere samtaler inden den gruppepakke han nok bliver tilbudt. Psykologen anbefalede ikke at tage drastiske beslutninger nu. Men manden fortalte ham selvfølgelig ikke om det lille angstanfald, han havde for to uger siden.

Hvor længe bliver man, når man er begyndt at blive bekymret for barnet? Alt det hun oplever? Hun higer efter sin fars opmærksomhed, men får den kun når han vælger hende til. Kun når han har overskuddet til det. Depression er ikke direkte arvelig. Men gennem en kombination af genetik og miljø er det. Så hun er vel efterhånden i risikogruppen. Forhøjet risiko for depression.

Fuck.

Og det er jeg sikkert også…

Og jeg er åbenbart også i risikogruppen for at blive alenemor.

Fuck.

Jeg er så træt af det her.


Og - hvad hvis det er mig, der er helt galt på den og overdramatiserer alting?


ps. Søndag efter en lang snak uden konklusioner tog vi til familiefødselsdag og havde det hyggeligt og dejligt. Manden spillede guitar og sang hele eftermiddagen. Så igen ser ingen det.
pps. Jeg lod være med at træne her til eftermiddag i den naive tro, at han ville tage til fodbold, mens jeg har barnet. Han ligger og sover lige nu.
ppps. Hvad jeg har lært af ovenstående: 1. Ved skænderier: Sig undskyld og bid det i dag. Få frustrationerne ud andet sted. 2. Jeg stoler ikke på det sygdomsbillede, han fortæller mig. Han har ikke realitetssans nok.