Alt det som ingen ser

Der er stor forskel på, når vi bare er os tre, og når vi er ude. Når vi bare er os tre, kan jeg tage barnet og gå. Jeg kan lave mad, rydde op, skrifte ble, lege, vaske tøj - det hele. Men når der er andre. Så bliver det sværere. For han trækker sig tilbage. Så skal jeg stadig gøre det hele, samtidigt med at jeg skal sørge for ham - og svare på alle spørgsmålene. At være åben omkring en depression er det eneste rigtige - det ved jeg godt. Men fuck hvor er det trættende altid at skulle konfronteres med det.

Når vi er hjemme, kan jeg stå op om morgenen med barnet, give hende morgenmad, tøj på, lege med hende, og gøre mig selv klar, alt i mens han sover. Når vi er ude blandt folk eller har gæster derhjemme, lægger de mærke til de hårde ord, der kommer fra ham. Så lægger de mærke til, hvordan han intet gør for at hjælpe mig, mens jeg render rundt. Og de forstår det jo godt. Det er jo ikke hans skyld, (hvilket det heller ikke er, men det gør det ikke mindre frustrerende) og de synes, at jeg er vanvittig sej (jo jo, engang i mellem, men mest af alt er jeg bare træt). Men det er et brudstykke, de ser. De ser ikke, når han vælger at sove oppe på sofaen, fordi han ikke kan være i "det" og fordi han ikke kan sove. De var der ikke dengang, han fik så hårdt trykken for brystet, at vi var bange for, om han var ved at få noget med hjertet (han får jo alle bivirkninger and then some). De sidder ikke med os i toget på tværs af landet for at besøge hans familie - og han kan ikke mig eller barnet. Eller hans familie, når vi endelig kommer frem.

De ser ikke alle de gange jeg giver ham et kys og får en mekanisk bevægelse igen.

Og jeg ved godt, at lige nu så er det mig, der er den. Det er mig, der må få hverdagen til at hænge sammen. Og det gør jeg. Og engang i mellem kommer han op til overfladen og gør noget. Men jeg kan ikke regne med det. Og det gør jeg heller ikke. Og det er svært. Ikke at kunne regne med den man elsker. Bare at lade stå til. For jeg må ikke gå ind og kontrollere. Og jeg må ikke gøre ting for ham. Han skal selv.

Men når hans beslutning for dagen er at lade barnet blive hjemme, fordi hun virker lidt pjevs, så bliver jeg nødt til at reagerer. Hun skulle ikke blive hjemme, fordi han syntes, hun var sløj. Hun havde det fint. Han kunne bare ikke overskue turen ned til vuggestuen. Så jeg putter hende på cyklen og kører af sted. Og ringer senere en halv time inden han skal hente hende og tage hende til lægen. Bare for at være på den sikre side. Og jo jo, han er vågen, men kun lige akkurat.

Dengang det kun var mig og ham, der kunne jeg lade stå til. Og jeg kunne gå min vej. Nu har vi en pige på 1 år, som leder efter sin far, når han går væk. En pige på 1 år som søger hans opmærksomhed, men ikke altid får den. Så jeg kan ikke bare lade stå til eller gå min vej. Den mulighed er opbrugt.

Jeg går til psykolog for at lære alt hvad jeg kan gøre af gode ting. Jeg skal af sted på fredag igen. Det er blevet en pligt - for hans skyld. For så ved han at jeg bliver passet på. Han er så bange for at jeg skal gå i stykker. Men nu er det slut. Jeg gider ikke mere. For det er ikke mig der er syg. Og sådan føler jeg det hver gang jeg skal derhen. Men noget har jeg fået ud af det:

1. Træk vejret og brug en kliche (hvor er det godt vejr eller anden udenomssnak) når han siger ting, der tydeligt er strenge eller provokerende

2. Tro på ham, når han siger, han har det godt og ikke kun på min egen mavefornemmelse

3. Overlad ansvar til ham, hvis han beder om det

Lige nu er vi nede i en dal igen. To skridt frem og et tilbage. Jeg er træt.

ps. beklager, hvis du nu har en vis dansk top sang på hjernen...